26 rejseoplevelser jeg ville nå inden jeg blev 26

26 rejseoplevelser jeg ville nå inden jeg blev 26

Det er min fødselsdag! I anledning af, at jeg i dag fylder 26, har jeg valgt at tage et kig tilbage på de 26 rejseoplevelser, jeg har kunne krydse af de sidste 26 år. Hvem ved, måske du kunne blive inspireret til at få tilføjet et par punkter til din liste over ting, du gerne vil opleve, før du selv fylder 26 (eller 36 eller 46 eller…). Har du nogle fede rejseoplevelser, der ikke står på listen, må du endelig dele dem nede i kommentarfeltet!

1. Arbejd i udlandet

Jeg rejste tilbage i 2016 til Amsterdam oprindeligt for at arbejde. Jeg arbejdede for den samme virksomhed i over et år, og jeg kan med meget stor sikkerhed sige, at man næppe finder en bedre måde at lære om en ny kultur end ved at arbejde i en lokal virksomhed.

2. Forevig de særlige øjeblikke på film

Jeg plejer altid at filme små videoklip på mine rejser. Nogle af dem er endt på youtube, mens andre blot er private klip, som minder mig om, da jeg boede i Hong Kong, da jeg lige ankom til Amsterdam, eller da luftfugtigheden var næsten helt uudholdelig under eksaminerne i Arkansas. Jeg skal stadig blive en del bedre til at få lavet egentlige videoer og uploade dem på Youtube, men du kan holde øje med min kanal her.

3. Fang din egen mad

Da jeg var yngre, var jeg spejder (eller FDF’er som er det rigtige navn) og fik lært den skandinaviske natur at kende på helt nær hånd. Her blev hver sommer brugt i telt i enten Norge eller Sverige, hvor vi i 2 uger var langt væk fra den mindste smule civilisation, og vi skulle dermed enten fange vores egen mad i søer og floder eller leve af vores medbragte pulvermad, som blev opvarmet på Trangia. Yderst primitivt, men jeg glemmer aldrig smagen af den fisk, vi havde ventet i timevis på at kunne sætte tænderne i.

4. Oplev en storslået solopgang

Dette behøver vel ikke nærmere forklaring. Enhver bør gøre sig besværet og stå op, før fanden får sko på og beundre en smuk solopgang, enten hjemme i baghaven eller fra en bjergtop på den anden side af jordkloden.

5. Far vild

I vores moderne samfund er det utroligt fristende udelukkende at bruge vores smarte telefoner som vejviser, når vi rejser. Det er sådan en skam. Mange af de allerbedste steder, jeg er stødt på under mine rejser, har jeg fundet frem til, når jeg har lagt telefonen væk og bare ladet mig fare vild i byens kringlede gader. Havde jeg ikke droppet kortet, havde jeg aldrig fundet frem til den der lille maskebutik langt væk fra alle de andre turister i Venedig, eller den fantastiske dumplingbiks i Beijing, hvor de meget sjældent så mennesker så blege som mig.

6. Hav en dårlig rejseoplevelse

Måske et lidt mystisk punkt. Men man bør altså næsten have en dårlig rejseoplevelse for at kunne værdsætte de gode. Uanset om det er et elendigt hotel, en flyaflysning, en dum turistfælde, eller at du har været udsat for tyveri, kan den dårlige oplevelse lære dig en lektie eller to. Vi har for eksempel lært aldrig at besøge Pisa igen eller at pakke meget lettere, når vi skal op i de kinesiske bjerge. Ingen gider betale 500 kr for at få fragtet sin kuffert til et hotel.

7. Tag på skiferie

Som barn plejede jeg at tage på skiferie hver eneste vinter i enten Norge eller Sverige. I dag er det noget, jeg gør alt for sjældent. Jeg har dog haft mulighed for at stå på ski i de Franske Alper sammen med min franskmand, som praktisk talt er født med ski på fødderne. Selvom jeg er elendig på et par ski, er der intet, der slå følelsen af den friske vinterkulde mod dine kinder og udsigten over de snedækkede bjerge.

 

8. Arbejds som frivillig i udlandet

Jeg har selv kun arbejdet som frivillig i udlandet en enkelt gang. Dette var da jeg var praktikant i en grøn NGO i Hong Kong tilbage i 2015. Jeg håber dog på at prøve dette mange flere gange i fremtiden. Hvem drømmer ikke om at arbejde som frivillig med dyr eller lokalsamfund rundt omkring i verden?

9. Tag på opdagelse i din hjemby

… eller hjemland. Dette er et punkt, jeg især det sidste års tid har lært vigtigheden af. Selvom jeg er kæmpe fan af at opleve nye, spændende lande, så bugner Danmark altså også med ene af fantastiske steder, som jeg endnu ikke har haft muligheden for at besøge. Det var faktisk indtil for ikke lang tid siden, at jeg lærte virkelig at værdsætte Danmark, da jeg skulle vise Ollie rundt i vores smukke land for første gang tilbage i 2013. Jeg har allerede nu planlagt et par ture hjem til Danmark i år, og jeg glæder mig sådan til at få besøgt nogle nye, smukke steder i vores dejlige land!

10. Spis på en Michelin-restaurant

Jeg havde min allerførste Michelin-oplevelse under min tid i Hong Kong. Den sprudlende by i hjertet af Asien er kendt for at have et væld af verdens billigeste Michelin-restauranter. Selvom mit besøg på One Dim Sum næppe var så fint, som hvis jeg havde besøgt en restaurant i Paris med en Michelin-stjerne, så var maden helt sikkert en stjerne værd! Og så kostede vores måltid kun sølle 100 kr!

11. Rejs med en gruppe mennesker du ikke kender

Uanset om det er i forbindelse med en studietur eller en arrangeret rejse til Asien, bør du prøve at rejse med en gruppe mennesker, du ikke kender mindst én gang i livet! Min første tur til Kina var da jeg skulle på sommerskole i Beijing med en gruppe af andre udvalgte studerende. Selvom jeg aldrig havde mødt disse mennesker før, knyttede vi hurtigt et helt særligt bånd takket være de sære ting, vi sammen blev udsat for i det skøre land. Min bloggerrejse til Marokko i 2016 er et andet eksempel på, hvor stor en oplevelse det er at rejse med en gruppe af helt fremmede mennesker.

12. Forkæl dig selv med et ophold på et luksuriøst hotel

Dette er endnu et punkt, som blev krydset af under min tid i Hong Kong. Hong Kong er en utroligt dyr by at besøge, men eftersom jeg skulle tilbringe de næste 5 måneder i et hostel, havde Ollie og jeg valgt at tilbringe min første uge i byen på et rigtigt fint 4-stjernet hotel midt i centrum. Jeg glemmer aldrig den fantastisk bløde seng og smukke udsigt over byens tage!

13. Lær at dykke

Dette er et punkt, jeg endnu drømmer om at få krydset af. Hvor må det altså bare være en fantastisk oplevelse at dykke blandt havets farverige fisk i en verden, som er meget anderledes end den på jordoverfladen.

14. Spis lokalt

Der er ikke noget mere kedeligt end at spise præcis den samme mad, som den du kan få derhjemme. Jeg har aldrig forstået dem, der vælger at spise på McDonald’s eller Burger King, når de rejser. Nok behøver du ikke at begive dig ud i noget så eksotisk som kyllingefødder eller insekter, men du bør helt sikkert prøve at smage på bare en smule af det lokale køkken i det land, du rejser i. Hvem ved, måske du ender med at smage på en ret, som du ender med at lave gang på gang, når du kommer hjem igen?

15. Bo i udlandet

Det er ingen hemmelighed, at jeg er stor fan af at bo i udlandet. Indtil videre har jeg boet i Arkansas, Hong Kong og nu i Amsterdam, og jeg håber helt sikkert på at få tilføjet en del flere lande til listen i årenes løb. Der findes ingen bedre måde at lære et lands kultur at kende på, end at blive en del af den for en stund.

16. Sov i telt midt i ingenting

Her har vi at gøre med endnu et throwback til dengang, jeg var spejder og brugte mine somre i den skandinaviske natur. Dette punkt fik vi også for alvor krydset af, da vi sidste år brugte sommerferien på at bo i telt langs den islandske ringvej. Det er sådan en befriende følelse, når man rent faktisk finder frem til et sted midt i naturen, hvor man med garanti ikke vil støde på et andet menneske. En kæmpe kontrast til mit liv her i Amsterdam, hvor der synes at være turister hvor end, man går.

 

17. Besøg et land hvor ingen taler engelsk

I en globaliseret verden, som vi lever i i dag, kan det være svært at forestille sig, hvordan det ville være, hvis vi ikke havde det engelske sprog til fælles. Men der er så absolut endnu mange steder rundt omkring i verden, hvor der ikke bliver talt bare en smule engelsk. Kina har uden tvivl været det land, hvor jeg har været allermest udfordret sprogmæssigt, men utroligt nok lærer man hurtigt hen ad vejen, at det faktisk er muligt at kommunikere gennem andet end det talte sprog.

18. Bo med de lokale

Ligesom at bo i udlandet, så findes der ingen anden bedre måde at lære om en ny kultur på, end at bo med de lokale. I dag findes der et væld af muligheder at gøre dette på, hvad end du er til couch surfing, at være udvekslingsstudent eller bo hos en værtsfamilie. Under vores rejse i Kina i 2015 boede vi i en Airbnb midt i en lille landsby i det sydlige Kina. Dette er nok endnu mit allerbedste rejseminde, da vi her havde mulighed for at lære de lokale at kende, smage på fantastisk mad og besøge steder med vores vært, hvor måske ingen anden dansker har været før.

19. Studer i udlandet

Selvom du har valgt at gå i gang med dine studier, betyder det ikke, at du ikke kan rejse. Jeg selv er gået direkte fra gymnasiet og gennem de 5 år på universitetet, og her har jeg haft mulighed for at tilbringe over et år i udlandet. Første gang var da jeg havde et semester i Arkansas, hvor jeg tilfældigvis mødte Ollie. Uden tvivl en oplevelse, der har vist sig at ændre mit liv for evigt.

20. Rejs på første klasse / business class

Dette er endnu et punkt, jeg desværre ikke har haft mulighed for at få krydset af. Men hvor jeg dog glæder mig til den dag, hvor jeg (forhåbentlig) kan begive mig ind i flyet business class område.

21. Rejs med din familie i dine voksne år

For mange af os er familieferie måske kun forbeholdt for børneårene, men det kan være mindst lige så fantastisk at rejse med sin familie, når du er voksen Her er vi for alvor kommet over de irriterende teenage hormoner og aggressioner, og man har faktisk mulighed for at værdsætte tiden med sin familie. Mit yndlingsminde er da min familie kom og hentede mig, da min tid i USA var forbi, og vi tilbragte de næste to uger på at rejse gennem de amerikanske sydstater. Til sommer rejser jeg og Olivier med mine forældre til Canada og USA, hvilket er en rejse, jeg glæder mig helt ekstremt til!

22. Hav en romance i udlandet

Uanset om det blot er en sommerromance eller noget mere seriøst, er der ikke noget så skønt som sommerfuglene i maven, når du har mødt en særlig person i udlandet. Jeg fandt som sagt min kære franskmand, da jeg studerede i USA, og sammen med ham har jeg haft de mest fantastiske oplevelser rundt omkring i verden.

23. Tag på et roadtrip i USA

USA er sådan et smukt og alsidigt land med alt fra sprudlende storbyer til majestætiske bjerge og drømmeagtige bountystrande. Enhver burde tage på et roadtrip gennem USA mindst én gang i livet!

24. Del dine rejseoplevelser

Intet er så skønt som at forevige sin rejseoplevelse – så skal det altså lige være at dele dem. Det er meget klart, at jeg er vild med at dele billeder fra min tid her i Amsterdam på Instagram og dele alverdens rejsetanker og -tips her på bloggen. Selvom der er så skønt at have minder at se tilbage på, så er det mindst lige så specielt at kunne dele sine oplevelser med andre i internetland, som måske endda kan blive inspireret til at opleve det samme en dag.

25. Brug et sabbatår på at rejse fuldtid

Et sidste punkt som jeg håber på at få krydset af en dag. Eftersom jeg havde valgt at følge regeringens anvisninger og gå direkte fra 9. klasse til gymnasiet og derfra direkte gennem mine 5 år på universitetet, har jeg i mine 26 år desværre ikke haft mulighed for at rejse på fuldtid. Selvom jeg har haft ene af uforglemmelige rejser i løbet af disse år, drømmer jeg stadig om at kunne tilbringe flere måneder i fjerne lande. Ollie og jeg snakker pt. om tage en form for sabbatår på et eller andet tidspunkt, så vi kan få rejst endnu mere. Og eftersom jeg for nylig startede med at arbejde for mig selv, hvilket kan gøres fra vitterligt hvor som helst i verden, er vi måske et lille skridt nærmere at få udlevet drømmen.

26. Tag på dit livs rejse – flere gange!

I mine 26 har jeg haft utroligt mange rejser, som jeg har anset som mit livs rejse på et eller andet punkt. Vores roadtrip i Island, hvor jeg fik udlevet min livslange drøm om at se hvaler var en af dem. Det samme var det, da jeg endelig oplevede den Kinesiske Mur. Eller da jeg blev forblændet af udsigten fra Preikestolen i Norge. Forhåbentlig bliver min tur til Canada denne sommer endnu en rejse, der kan tilføjes til denne liste af livsrejser.

Dette indlæg blev udgivet første gang i februar 2017

Indlægget er sidst opdateret i februar 2018

SaveSave

SaveSaveSaveSave

SaveSaveSaveSaveSaveSave

SaveSaveSaveSaveSaveSave

SaveSave

 

 

Kunne du lide dagens indlæg? Så glem ikke at følg Cammi.DK på de sociale medier!
FØLG CAMMI.DK PÅ

Bloglovin’ | Instagram | Facebook

, , ,

15 svar til “26 rejseoplevelser jeg ville nå inden jeg blev 26”

  1. Spændende liste Camilla – sikke mange ting du har opnået indtil nu 😉 Hvad mon det fører til O:-)
    Jeg vil ønske dig en rigtig dejlig fødelsdag på lørdag. Jeg håber du får en dejlig dag.

    /Annette

    • Sådan Bettina! Jeg vil også selv meget gerne få arbejdet som frivillig noget mere.
      Og tak for fødselsdagshilsnen 🙂

  2. Sikke mange spændende rejseoplevelser du har oplevet 🙂
    Jeg kan skrive 15 af dine punkter på min liste 🙂 – nr 2, 4, 5, 6, 7, 9, 10, 12, 14, 17 (Gælder Frankring? 😉 ), 18, 20, 21, 22 (Tæller en halv staker i Egyptem? 😉 ) og 24

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.