Sådan planlægger du det ultimative campervan roadtrip i Island

Sådan planlægger du det ultimative campervan roadtrip i Island

Reklame i samarbejde med CampEasy

Islands natur er intet mindre end enestående. Brusende vandfald og majestætiske bjerge står side om side med betagende kyststrækninger og lavamarker så langt, øjet rækker. En af de mest populære måder at opleve Islands natur på er ved at tage på roadtrip i en campervan. Er du i tvivl, om camping i en campervan er noget for dig? Eller ved du ikke, hvordan du skal komme igang med planlægningen af dit roadtrip? Så læs blot videre. Her er alt du skal vide om, hvordan du planlægger det ultimative campervan roadtrip i Island!

Gode grunde til at tage på roadtrip i Island i campervan

1. Du har den ultimative frihed

Det absolut fedeste ved camping i Island er klart den store frihed, der følger med. Du kan sove (næsten) lige hvor du vil, og du er ikke bundet af en rejseplan med forudbookede hoteller. Og selv hvis du har en rejseplan, så kan du snildt lave den om, hvis du for eksempel vil bruge et par dage ekstra på at udforske et område. Eller måske fortsætte din rejse videre, hvis nu vejret er dårligt, eller at du simpelthen bare har oplevet nok lige der.

Vi valgte for eksempel selv på vores sidste telttur i Island i 2017 at forlade det østlige Island en dag før tid, da det stod ned i stænger, og at der længere sydpå skulle være bedre vejr. Havde du booket en nat på et hotel, havde det ikke været muligt uden at skulle af men en stor sum penge i afbestillingsgebyr.

2. Du sover i bilen

Island er ikke et billigt rejseland. Men der er måder at gøre rejsen til Island billigere på, og en af dem er at slå bil og hotel sammen i en campervan. Selvfølgelig får du ikke visse ting med i en campervan, som du ville få på et hotel, så som garantien for et varm brusebad og morgenmadsbuffet. Men i mange henseender er det så absolut det værd.

Og så har du jo princippet også budget til at investere i et ekstra lækkert hotel- eller hytteophold undervejs på turen, hvis det er det, du har lyst til. Det gjorde vi for eksempel selv et par dage efter start for at komme os efter et par hårde dage i Islands øde højlande.

3. Du sparer penge på madbudgettet

Lad os lige tale penge igen. For et kæmpe plus for dit rejsebudget for Island er, at roadtrip i campervan er en af de billigste måder at opleve Island på. Ikke nok med at du slår prisen for bil og hotel sammen, så kan du også spare en stor sum penge ved at lave din egen mad.

Vores madplan på en campingtur i Island ser nogenlunde sådan her ud: 

Morgenmad: Havregrød eller skyr og frugt

Frokost: Rugbrød med hummus, fisk eller grøntsager

Aftensmad: Forskelligt fra dag til dag men oftest en variation af pasta, fiskeretter med ris eller stegte grøntsager.

Snacks: Meget vigtigt – vores favorit er lakrids, chokoladeriskiks og tørret fisk til Ollie

 

Udover ovenstående måltider valgte vi en god håndfuld gange at spendere på god lokal mad i alle hjørner af Island. Vi fik for eksempel den lækreste fisk fanget samme morgen efter en hvalsafari i Husavik – præcis som vi gjorde det på vores første tur til Island. Den lækreste fiskesuppe på en blæsende dag på Vatnsnes-halvøen. Et udvalg af lokale øl hos et mikrobryggeri i Ísafjörður. Og de bedste fiskefrikadeller, jeg nogensinde har smag fra en døgnåben fiskebod i Vestfjordene.

4. Du kommer tæt på Islands majestætiske natur

Denne her er selvfølgelig lidt oplagt. Men der findes ingen bedre måde at være et med naturen, som når man sover i den. Man er selvfølgelig lidt længere væk i en campervan i sammenligning med et telt, hvor man kan mærke vinden rive i teltdugen og høre vandfaldene bruse i det fjerne. Men man står fortsat op til den absolut bedste udsigt i Island, som man kan forestille sig.

5. Det er mere komfortabelt end et telt

På min første tur til Island i 2017 boede jeg i telt i 10 dage langs Ringvejen. Og selvom jeg elskede det og endda har talt for at vælge det frem for en campervan på turen til Island, så er der dog visse fordele ved at vælge campervan frem for et telt. For det første skal du ikke bøvle med teltstænger, når du ankommer sent til campingpladsen sidst på dagen. Og det sidste gør sig også gældende den næste morgen. Du kan holde dig tør og varm, når det regner og blæser udenfor; noget vi især satte pris på med et lille barn. Og så sover du naturligvis meget bedre på en god madras med en varm dyne over dig og gode mørklægningsgardiner til at holde midnatssolen ude.

Valg af campervan

Fik jeg overbevist dig om, hvorfor det er så fedt at rejse til Island i en campervan? Super! Så er det tid til at udvælge dig dit rullende hjem for din tur til Island.

I Island er det lidt af en jungle at finde rundt i det store udvalg af campervans. Jeg har vitterligt ikke tal på, hvor mange udbydere, der efterhånden findes, selvom jeg ellers prøvede at tælle på vores seneste tur til Island. men vores valg endte i sidste ende med at falde på CampEasy. CampEasy er et familiedrevet campervan-firma med base nær Keflavik Lufthavn, og jeg har kun læst gode anmeldelser af dem online. Vores oplevelse med at leje en campervan fra CampEasy har også kun været positiv.

CampEasy har et stort udvalg af campervans både til alle roadtrips og til alle rejsende. Rejser I som par uden alt for meget bagage, og har I blot et par dage i Island, vil en Easy Small sikkert kunne dække jeres behov. Rejser I flere sammen eller i længere tid, har CampEasy flere større campervans at vælge imellem.

Du skal også tage højde for, hvilke veje, du kommer til at køre på, samt årstiden. Planlægger du at holde dig til Ringvejen, vil en normal 2WD fint kunne fragte dig hele vejen. Hvis du derimod har planer om at køre på de såkaldte F-Roads, som du blandt andet finder i højlandene, må du under ingen omstændigheder køre i andet end en 4×4 campervan.

Da vi rejste to voksne og en baby og havde planlagt at bruge mange dage på F-vejene, valgte vi at køre i en Easy Clever 4×4. Det fortrød vi ikke på et eneste tidspunkt.

Det får du med i lejen af en campervan fra CampEasy

Fælles for alle campervans fra CampEasy er, at du får al det mest nødvendige kogegrej og service med i billejen. I det lille køkken har du opbevaring samt rindende vand, som kan opfyldes ved nærmeste campingplads. Derudover har campervanen køleskab, USB-ladere og mørklægningsgardiner. Samtlige campervans fra CampEasy er desuden som de eneste campervans i Island isoleret med uld, og så har du både dyne, pude og et varmesystem til at holde dig varm på de kolde nætter.

Med din campervan får du desuden en Trip Planner tablet, som du kan bruge til navigation, holde dig opdateret på vejret og vejforhold samt inspiration til oplevelser osv. i nærheden. Her kan du desuden komme i direkte kontakt med teamet hos CampEasy via en chat, hvis du skulle have mindre spørgsmål om bilen eller din rejse. For en merpris kan du også bruge WiFi fra denne på dine egne enheder. Det valgte vi selv at gøre, så vi ikke skulle bruge vores egen data på at uploade på Instagram, sende billeder til familien osv.

Hvornår skal du rejse til Island?

Du kan i princippet rejse til Island på alle tider af året. Og du kan faktisk også tage på roadtrip i en campervan fra CampEasy uanset årstid. Men hvad du kan forvente at opleve på din tur kommer helt an på sæson og vejr.

Her er en lille oversigt over, hvad du kan forvente dig af Island på forskellige årstider.

Sommer

Vi har besøgt Island begge gange i løbet af sommeren – nærmere bestemt i slut juni og midt juli. Begge gange har været helt fantastiske. Her har du vitterligt endeløse dage (solen går ikke ned i Nordisland omkring sommersolhverv), og du kan derfor i princippet opleve alt det, Island har at byde på i form af naturoplevelser på alle tider af døgnet. Vejret er desuden meget mildt, og vi har begge gange været heldige med mellem 15 og 25 grader og solskin nonstop. Dette er dog ingen garanti, og der kan sagtens være under 5 grader og regn i sommermånederne, så husk at pakke regntøjet og den varme sweater.

Sommermånederne er desuden den bedste tid at besøge Island, hvis du gerne vil opleve Islands mageløse dyreliv. Et par af favoritterne er hvaler (blandt andet pukkelhvaler og blåhvaler, hvis du er heldig) samt søpapegøjer, som holder til i Island om sommeren. Men det samme gør turisterne, og færdes du udelukkende omkring Reykjavik, Den Gyldne Cirkel og det sydlige Island, kan du ikke forvente at være ene om at ville opleve seværdighederne.

Vinter

Selvom Island er mest populær at besøge i sommermånederne, er der dig også massevis af oplevelser i vente på en vinterferie i Island. Dagene her er kortere og på visse dage og i visse dele af landet ikkeeksisterende. Men til gengæld kan du se frem til at opleve, når det farverige nordlys lyser op på den mørke vinterhimmel. I vintermånederne er det begrænset, hvor mange dele af Island, du kan opleve, da mange veje og dele af landet simpelthen er lukket land på denne tid af året. Men du har dig unikke oplevelser i vente i form af et sneklædt landskab og fascinerende tunneler af is.

Forår og efterår

Foråret og efteråret i Island er en god blanding af den milde sommer og den barske vinter. Dagene er af normal længde, og flere dele af landet er åbent. Vejret er dog ikke til at regne med, og det kan være sværere at finde frem til en campingplads, da mange campingpladser udelukkende har åbent om sommeren. Men det er en god tid at besøge Island, hvis du vil opleve den mageløse natur og spare en god slat penge, før højsæsonen sparkes igang.

Den perfekte rute til dit Island roadtrip

Når du har fundet dig et rullende hjem til dit roadtrip i Island, er det tid til at få planlagt en rute. For selvom du som sagt har uendeligt meget frihed i ikke at være bundet til at skulle køre efter et hotel, er det en god idé at få et overblik over en rute og oplevelser på din rejse til Island. Hvor meget du kan nå at opleve på dit roadtrip i Island kommer an på flere faktorer; hvilken tid på året rejser du? Hvor mange dage har du i Island? Og hvilken form for oplevelser er du interesseret i?

Roadtrip på Islands Ringvej

Har du 10 dage til 2 uger i Island, og er det din første rejse dertil, er det oplagt at drage ud på Ringvejen. Islands Ringvej, eller rute 1, er en cirkel hele vejen rundt om Island. Undervejs kommer du til at opleve alt det bedste, Island har at byde på; hovedstaden Reykjavik, de brusende vandfald, den mageløse gletsjerlagune, sorte lavastrande, hvaler i Nordisland og søpapegøjer i de østlige fjorde, ene af charmerende landsbyer, majestætiske bjerge og vulkaner, kilometerlange smukke kyststrækninger langs Atlanterhavet og tusindvis af får.

Læs om min rejse på Islands Ringvej her. 

Et anderledes roadtrip i Island

Vil du opleve en lidt anden side af Island, kan det være værd at drage ud på Snæfellsnes-halvøen eller vestpå til Vestfjordene. Du kan også køre en tur langs den 900 kilometerlange Arctic Coast Way i det nordlige Island eller måske drage ind mod midten af Island til de urørte højlande – hvis du altså har valgt at køre i en 4-hjulstrækker. Vi kom selv forbi samtlige af disse steder på vores seneste tur til Island i vores søgen efter de helt uspolerede naturoplevelser. Jeg kan varmt anbefale dig at gøre os kunsten efter. Vi er kommet hjem fra Island den 30. juni, så det er endnu småt med guides til alle områder. Men jeg arbejder hårdt på at få alting ud, så du forhåbentlig kan drage nytte af det på din sommerferie i Island.

Læs om min seneste rejse og rute i Island

Trip Planner fra CampEasy

Med Trip Planneren fra CampEasy er det lettere end nogensinde at planlægge dit roadtrip i Island. Hjemmefra kan du ved hjælp af deres Online Trip Planner finde massevis af inspiration til oplevelser i Island. CampEasy har allerede strikket en række spændende ruter sammen til dig, som du kan vælge imellem. Skal du på forlænget weekend i Island, kan du for eksempel tage på Tour de Hot Springs eller den klassiske tur sydpå til Den Gyldne Cirkel, vandfald og gletsjerlagunen. Har du to uger i Island, kan du vælge at følge CampEasy’s rute til hele Ringvejen, lidt af højlandene og det vestlige Island.

Er der ingen af CampEasy’s ruteforslag, der passer 100% til dine kriterier, kan du også vælge at strikke din egen rute sammen. Til det kan du også bruge Trip Planneren. Du indtaster blot din rejseplan for hver dag, og så vil din rute være klar til dig på Trip Planner tabletten, når du ankommer til din campervan.

Ikke noget med at fjumre med kort og bruge kostbar data på at have forbindelse til Google Maps!

Her må du overnatte i campervan i Island

Der er omkring 200 campingpladser spredt ud over hele Island, så det er en ren leg at finde frem til lige præcis den plads, der passer bedste til jeres behov. CampEasy har gjort det endnu nemmer for dig og samlet samtlige campingpladser i Island i et Google Maps. Og ikke nok med det, så kan du på din tablet, der kommer med din CampEasy campervan, hurtigt se, hvilke campingpladser, der er i nærheden af dig, når du er på farten.

De 10 bedste campingpladser i Island for campervans

Men selv med dette super gode overblik over campingpladser i Island, kan det være svært at beslutte sig for, hvor man vil overnatte. Det kan selvfølgelig være, at du ikke lægger så meget vægt på, hvor du sover på dine rejser. Men for mig er overnatningen en stor del af min rejseoplevelse – selv når jeg rejser i campervan.

Derfor brugte jeg adskillige timer forud for vores seneste tur til Island på at finde frem til de campingpladser i Island, som ville fuldende vores rejse. Google er nemlig sjældent nogen hjælp, når det kommer til søgningen på campingpladser i Island, og det er meget småt med billeder fra campingpladser på både Google Maps og Instagram, som jeg ellers flittigt bruger i min rejseplanlægning. Og ud fra al den research har jeg fundet frem til 10 gode campingpladser i Island, som opfylder alle mine kriterier for en god campingplads. De har alle en fantastisk smuk beliggenhed med god udsigt. De har simple men fine og rene faciliteter. Og så har en god håndfuld af dem adgang til naturlige geotermiske bade; en af dem har endda tre!

Du finder hele min liste over de 10 bedste campingpladser i Island her. 

Camping i campervan med baby

Efter at have delt nyheden om, at vi skulle rejse i campervan på vores roadtrip i Island med vores 1-årige datter, har kommentarfeltet og min indbakke været rødglødende. I er så mange, der er interessede i at høre, hvordan det mon er at rejse i campervan med en baby. Så selvfølgelig vil jeg fortælle lidt om det her i artiklen også.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg var hammernervøs for, hvordan vores rejse mon ville gå. Vores datter er på ingen måde fan af at køre i bil, og det er cirka et år siden, hun sidst har sovet i en bil. Hun har desuden sovet i egen seng fra fødslen og på eget værelse, siden hun var 9 måneder. Hun har fra hun var et halvt år faldt i søvn af sig selv, uden at vi har skulle vugge hende i søvn. Og de par gange, vi har udlånt hendes værelse til gæster, og hun derfor har skullet sove enten imellem os eller i egen seng i vores soveværelse, har vi ikke lukket et øje hele natten.

Så det der med at have hende til at falde i søvn mellem os på turen og at være på roadtrip generelt krævede lidt tilvænning. Men efter vi lærte at forstå hendes nye signaler og campingrutine bedre efter de første par dage, blev vi kæmpe fans af have en baby med på roadtrip i campervan. Selvom hun på ingen måde overholdt sine sengetider, og at vi desuden slet ikke nåede at se halvt så meget som på vores første tur til Island, opfatter vi denne tur som en kæmpe success! Vi ville til enhver tid gøre det igen.

Sig endelig til, hvis du kunne tænke dig, at jeg går mere i dybden omkring camping, Island og roadtrip med en baby. Jeg har nemlig meget mere at fortælle og utallige tips at dele ud af om dette emne!

Har du flere spørgsmål til camping i Island?

Er der noget, du endnu ikke har fået svar på i forhold til camping, campervan og din rejse til Island generelt? Så giv endelig lyd i kommentarfeltet, på Instagram, Facebook eller på min mail. Så står jeg klar til at hjælpe dig godt igang med dit roadtrip i Island!

Du kan desuden finde mere inspiration til camping og roadtrip i Island i artiklerne nedenunder.

Camping i Island | Her er mine bedste tips

Dette er de 10 bedste campingpladser i Island

Rundrejse i Island | 10 dage på den islandske ringvej

Sommerferie i Island 2020

 

Rejseblog om at rejse til Island | Guides, rejsedagbog, tips og inspiration
Denne artikel er reklame for CampEasy. Under vores roadtrip i Island kørte vi rundt i en Easy Clever 4×4, som var sponsoreret af CampEasy. Betaling af benzin, campingplads osv. var på egen regning.

 

 

Kunne du lide dagens indlæg? Så glem ikke at følg Cammi.DK på de sociale medier!
FØLG CAMMI.DK PÅ

Bloglovin’ | Instagram | Facebook


2 svar til “Sådan planlægger du det ultimative campervan roadtrip i Island”

  1. Tak for dine tips og smukke og i spirerende billeder. Vi har booket et rejse til Island i autocamper. Rejsebureauet har anbefalet os at købe et camping kort https://utilegukortid.is/?lang=en. Er det nødvendigt? Jeg synes ikke, du nævner det? Vi skal have 8 overnatninger på camping.
    Vh Tina

    • Hej Tina
      Her får du lige et meget forsinket svar herfra. Vi blev i marts beriget med endnu en lille globetrotter, så det har været lidt småt med tid 😛

      Tusind tak for din søde kommentar. Du kan tro det varmer!
      Hvor lyder det fedt med jeres forestående tur til Island. I har virkelig noget at se frem til!
      Jeg har nævnt campingkortet i min anden artikel om camping i Island her. Nu ved jeg ikke, hvor mange I rejser til Island. Men umiddelbart vil jeg ikke mene, at det er værd at investere i campingkortet. Rent økonomisk kan det kun svare sig, hvis I rejser mere end 11 dage eller i en gruppe på mere end 2 personer. Derudover giver kortet kun adgang til et begrænset antal campingpladser, hvilket tager lidt af fordelen ved at rejse i autocamper, nemlig fleksibiliteten væk fra rejsen.

      Sig endelig til, hvis du har flere spørgsmål til fantastiske Island.
      Ellers må I have en skøn tur! Deler du billeder derfra på Instagram, må du endelig tagge mig på @hereanddare, så jeg kan følge med i jeres oplevelser på turen.

      De bedste hilsener
      Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.