En begynderguide til togrejse i Kina

24. april 2018

Jeg ved ikke hvorfor, men på det sidste har jeg virkelig haft ekstremt meget lyst til at rejse tilbage til Kina. Måske det er på grund af min begejstring over endelig at vende tilbage til Hong Kong i næste, at jeg begynder at mindes den fede rundrejse, jeg og Ollie var på før min flytning til Kina. I hver fald har jeg konstant lyst til at skrive nye indlæg om Kina, så jeg forhåbentlig kan inspirere jer til også at besøge det spændende land en dag.

I sidste uge delte jeg et bud på en rundrejse i Kina, hvor du på 16 dage blandt andet kan se frem til at udøve tai chi ved solopgang i Shanghai, sejle på de smukke kanaler i Suzhou, gå tur langs den ikoniske West Lake i Hangzhou, bestige de stejle Huangshan-bjerge, gå på opdagelse i den gamle bydel i Tunxi, leve som en lokal i en lille landsby i Guilin og lære mit tidligere hjem, Hong Kong, bedre at kende.

Men hvordan søren kommer man rundt? Selv foretrækker jeg til enhver tid togrejse i Kina. Det kinesiske tognetværk kan nemlig fragte dig til stort set alle hjørner af det kæmpestore land på næsten igen tid. Her i indlægget kan du læse alt det, du skal vide om din togrejse i Kina fra bestilling af billetter og valg af klasse til hvordan du finder frem til dit tog og alt derimellem.

Gode grunde til at rejse med tog i Kina

Det er mange gode grunde til at vælge at rejse med tog frem for fly eller bus, når man rejser rundt i Kina. Her er blot et par af dem:

  • Togene kører altid til tiden. Det modsatte kan man sige om flytrafikken. Vi valgte for eksempel pga. tidsmangel at flyve fra Hangzhou til Guilin, hvor vores fly endte med at være 2 timer forsinket, og vi derfor næsten missede den sidste båd til vores landsby. Rejser du med lyntogene, D- og G-togene, er der stort set aldrig forsinkelser!
  • Langt de fleste togstationer og lyntog er utroligt rene – noget man måske ikke ville forvente af offentlig transport i Kina.
  • At rejse med tog er langt mere komfortabelt end at sidde på et fly. Her er masser af benplads og mulighed for både at få strakt dine ben og gå rundt under turen. Derudover har du mulighed for at få kogende vand på samtlige toge, så du kan spise en omgang kopnudler eller nyde en kop varm te, mens det kinesiske landskab suser forbi uden for vinduet. Noget så simpelt som en udsigt er sjældent muligt, hvis man flyver pga. den slemme luftforurening.
  • Det er utroligt let at rejse med tog, når man først er kommet i gang. Sprogbarrieren er her sjældent et problem.
  • Når du ankommer med toget, er der legende let at skifte til din destinations offentlige transportmidler som metro, bus og taxaer, som alle afgår fra de større togstationer.

Sådan bestiller du billetter

Der er flere forskellige måder at bestille billetter til din togrejse i Kina. Du kan vælge at købe dem på stationens billetkontor, online på China Rail’s officielle hjemmeside eller via en rejseagent. Fælles for alle er, at du har brug for et pas til at kunne få udstedt dine billetter.

Langt de fleste billetter bliver sat i salg 30 dage før online og 28 dage før på stationen. Dog er det først muligt at købe visse billetter et par dage før afrejse. Rejser du i feriesæsonen eller omkring kinesiske helligdage, kan det anbefales at købe dine billetter så snart, de bliver sat i salg, da de ellers hurtigt bliver udsolgt.

Køb af billetter på stationen

Køb af billetter på stationen kan være svært på grund af sprogbarrieren, men det er ikke umuligt. Du kan som sagt købe dine billetter fra 28 dage før afgang. På togstationen vil du let kunne finde frem til billetkontoret, hvortil der ofte er lange køer, hvis du rejser fra populære byer. Over båsene vil du kunne se en oversigt over de kommende afgange, dog oftest kun på mandarin. For at gøre bestilling af billetter så problemfrit som muligt, er det en god idé at komme i god tid, så du ikke behøver at stresse over ventetiden. Husk pas på alle rejsende – I kan ikke få en billet uden. Være forberedt på, at personalet sjældent forstår det mindste engelsk. Gør derfor dig selv og personalet en tjeneste og skriv din destination ned på et papir (i kinesiske tegn). Her kan dit hotel sikkert være dig behjælpelig. Stationerne tager ikke imod udenlandske betalingskort, så hav kontanterne klar.

Køb togbilletter online

På de længere strækninger kan det være en fordel at bestille dine billetter på forhånd. Du kan gøre dette enten på China Rail’s officielle hjemmeside (www.12306.cn) eller via en rejseagent. China Rail’s hjemmeside er kun tilgængelig på mandarin, og de tager kun imod kinesiske betalingskort, så dette er næppe en mulighed for langt de fleste danske rejsende.

Derfor har jeg selv benyttet mig af China Highlights til at bestille mine togbilletter til de lange strækninger i Kina. De tager et lille gebyr, men da togbilletterne generelt er så billige i Kina, kommer det ikke til at betyde det helt store i det endelige budget. Selvom du bestiller online, skal du stadig hente dine billetter på togstationen før afgang. De gør det heldigvis utroligt let for dig, da du sammen med din bestilling modtager en guide til afhentning af din billet. Heri findes der endda et papir på mandarin, som du blot kan vise på billetkontoret, hvilket gør det meget lettere, hvis du ikke taler sproget. Det er dog også muligt, mod et gebyr, at få dem til at sende dine billetter direkte til hotellet under din rejse.

Forstå din togbillet

Når du har modtaget din togbillet, kan det måske være en anelse forvirrende at prøve at læse. Men alting giver faktisk ganske god mening. I Kina findes der to forskellige billetter – de blå og de røde. Eneste forskel er, at de blå billetter indeholder en lille magnet, så du kan scanne din billet ved check-ind, mens de røde skal checkes manuelt. Nedenfor får du et overblik over de vigtigste ting, du skal kunne forstå på din billet:

Billetnummer er det røde nummer øverst til venstre på billetten. På min billet i midten af billedet nedenfor er mit billetnummer 100A087720.

Afgangsstation står lige nedenunder billetnummeret. Dette står både på kinesisk og i pinyin. På min billet nedenfor står der altså, jeg rejser fra Shanghai Hongqiao. Vær opmærksom på, at der ofte findes flere forskellige togstationer i en enkelt by. De er ofte differentieret ved at blive kaldt nord (北/bei), syd (nan/南), øst (dong/东) og vest (xi/西).

Tognummer står mellem afgangsstation og ankomststation, og det er oftest lettest at gå efter dette, når du skal finde frem til dit tog. På billetten nedenfor er mit tognummer G7313.

Afgangsgate står i øverste højre hjørne. På billetten nedenfor står der, at mit tog afgår fra perron 19.

Ankomststation står nedenunder afgangsgaten. Dette står både på kinesisk og i pinyin. På min billet står der altså, at jeg skal køre til Hangzhou. Vær igen opmærksom på, at der ofte findes flere forskellige togstationer i en enkelt by. De er ofte differentieret ved at blive kaldt nord (北/bei), syd (nan/南), øst (dong/东) og vest (xi/西).

Afgangstid står under afgangsstation. Her står året først (年), derefter måned (月) og til slut dagen (日). Efterdatoen står afgangstidspunktet. På min billet står der altså, at jeg skal køre den 21. august 2015 kl. 13.30.

Sæde og vogn finder du under ankomststationen. På kinesiske tog er der flere forskellige sædetyper, som jeg vil komme ind på i afsnittet nedenfor. Men på min billet kan du for eksempel se, at jeg skal være i vogn 8 og har en ståplads (无座). Kigger du derimod på billetten lidt til højre for den billet, skal jeg køre til Hangzhoudong (øst) og sidde i vogn 2 på plads 1.

Klasse står skrevet under dit sædenummer. Igen vil jeg uddybe forskellen mellem klasse og sæder yderligere i næste afsnit, men på min billet nedenfor kan du for eksempel se, at jeg skal sidde i 2. klasse (二等座).

Togtype og klasse

I Kina findes der adskillige slags tog, og det kan umiddelbart være lidt svært at finde rundt i dem alle. Men overordnet set findes der to slags; lyntog og normale tog.

Lyntog

Lyntogene er langt det bedste transportmiddel i Kina, så har du muligheden for at rejse med dem, bør du absolut gøre det! Der er tre forskellige slags lyntog, og fælles for dem alle er, at de er udstyret med en madvogn, gratis koldt og kogende vand, vestlige og kinesiske toiletter, ladestationer, aircondition og WiFi (findes kun i de nyeste af togene). På lyntogene findes 4 klasser; 2. klasse (二等座) , 1. klasse (一等座), superior (特等座) og business (商务座). Spørger du mig, er 2. klasse mere end fint til en køretur på op til 5 timer. Her er masser af plads, og standarden er langt højere end i et fly. På længere køreture ville jeg dog nok vælge en lille opgradering.

G-togene er de hurtigste og bedste toge i Kina og kan køre op til 350 km i timen.

D-togene er ikke helt så hurtige, men er alligevel i god stand og kører op til 250 km i timen. Her findes også sovepladser, soft sleeper (软卧), som kan være gode til de længere natstrækninger.

C-togene er det mest langsomme i lyntogskategorien og kører op til 200 km i timen.

Normale tog

Der findes tre forskellige slags normale tog, og fælles for dem alle er, at de har en madvogn, gratis kogende og koldt vand, aircondition samt kinesiske toiletter. Derudover kommer de alle med både åbne og lukkede sovevogne. De normale tog er ældre end lyntogene, og deres faciliteter lider derfor også deraf. På normale tog findes der 5 klasser; hard seat (硬座), soft seat (软座), hard sleeper (硬卧), soft sleeper (软卧) og deluxe soft sleeper (高级软卧). Vil du ikke have en soveplads, bør du bestille et soft seat, da en vogn med hard seats ofte er meget beskidt og fyldt med mennesker. Skal du have en soveplads, har du valget mellem en helt åben køje, hard sleeper (硬卧), en køje i en 4-personers kabine, soft sleeper (软卧), og en privat kabine med to køjer, privat toilet og en siddeplads, deluxe soft sleeper (高级软卧). Jeg har selv overnattet i en soft sleeper på ruten mellem Xi’An og Beijing, og det var ganske fint for prisen. Simpelt men det var en sjov oplevelse 🙂 Du kan i dette meget gamle indlæg se et billede derfra.

Z-togene kører op til 160 km i timen og råder over sæder i klasserne hard seat (硬座), hard sleeper (硬卧), soft sleeper (软卧) og deluxe soft sleeper (高级软卧)

T-togene kører op til 140 km timen og råder over sæder i samtlige klasser.

K-togene kører op til 120 km i timen og råder også over sæder i samtlige klasser.

Sådan finder du dit tog

Når du har fået udstedt din billet, er det tid til at finde frem dit tog. Det er en god idé at komme til togstationen et par timer før afgang, da der ofte kan være stor kø. Derudover er stationerne bare kæmpe store, så det kan tage noget tid at finde rundt og frem til dit tog. Husk også at tjekke, du tager afsted til den rigtige togstation, da der ofte findes stationer i nord, syd, øst og vest i de forskellige byer. Hvordan du finder navnet på din station, har jeg uddybet i afsnittet om billetter.

Når du træder ind på banegården, skal du gennem et security check, som hvis det var i en lufthavn. Du bliver nægtet adgang til banegården, hvis du ikke har en billet og et gyldigt pas. Modsat fly må man gerne medbringe vand på toge i Kina, så du behøver ikke at tømme din vandflaske før indgang.

I mange banegårde vil du først skulle finde frem til det venteværelse, der er tildelt dit tog. Efter security checket vil du kunne se tavler, som stort set altid kun er på kinesisk. Kigger du efter det tognummer, som står på din billet, vil du dog hurtigt kunne finde frem til nummeret på venteværelset. Den normale rækkefølge på disse tavler er tognummer, destination, afgangstid og nummeret på venteværelset.

Efter navnet eller nummeret på venteværelset vil der oftest stå gaten for togets afgang. Dette kan for eksempel være B9. Normalt åbner gaten 15-30 minutter før afgang og lukker 5 minutter før. Som sagt tidligere, er togene utroligt punktlige i Kina, så kom for guds skyld i god tid, så du ikke misser dit tog. Her venter de nemlig ikke på nogen. Når gaten åbner, scanner du blot din billet og går mod toget. Har du en rød billet, skal du dog bede en fra personalet om at checke dig ind manuelt. Taler du ikke kinesisk, er dette ikke et problem. Viser du dem blot din billet, ved de med det samme, at du skal have hjælp til at checke ind.

Efter check-ind følger du blot mængden af rejsende mod toget. Undervejs vil du kunne se skilte, der leder til de forskellige vogne i toget. På din billet står der, hvilken vogn du skal med. Ved hver dør på toget står der både tognummer og vognnummer, så check for en sikkerheds skyld, at du stiger om bord på det rigtige tog. Når du har fundet frem til din plads, er det egentlig bare at læne dig tilbage og nyde turen gennem det kinesiske landskab.

 

 

Rejseblog om at rejse til Kina | Guides, rejsedagbog, tips og inspiration

Kunne du lide dagens indlæg? Så glem ikke at følg Cammi.DK på de sociale medier!
FØLG CAMMI.DK PÅ

Bloglovin’ | Instagram | Facebook

About

Hej, jeg er Camilla – udlandsdansker, makeupsamler, rejsefanatiker og selverklæret Amsterdam-ekspert

2 comments

  1. Comment by Nicoline Berthy

    Nicoline Berthy Reply 24. april 2018 at 23:36

    Jeg var i Kina for 10 år siden, og jeg er så ked af, at jeg faktisk ikke brød mig særlig meget om det. Vi var rundt omkring i primært den østlige del af landet, blandt andet med tog, og selvom vi så nogle helt fantastiske seværdigheder, som jeg absolut ikke ville have været foruden, så synes jeg bare, at det var for hektisk. Jeg har dog tænkt meget over, at jeg gerne vil tilbage og forhåbentlig få vendt mit første indtryk til noget mere positivt. Og når det sker, vil jeg bestemt rejse noget mere med tog!

  2. Comment by Laura

    Laura Reply 25. april 2018 at 21:03

    Sådan en guide kunne vi godt ha’ brugt inden vi tog toget i Kina i 2015 😛 Det var svært at gøre sig klog på billetter, systemet og så videre, men det lykkedes da heldigvis uden at vi kom med det forkerte tog. Husker vi fik købt en ret god æggesandwich på stationen i Beijing inden vi tog afsted 😛

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Go top