Billigt roadtrip i Island? Sådan får du mest for pengene

Billigt roadtrip i Island? Sådan får du mest for pengene

Siden indeholder reklamelinks
Reklamelinks er markeret med *

 

Lad mig lige være helt ærlig. En rejse til Island er dyr. Priserne på mad, hotel, billeje og oplevelser er klart blandt de højeste i Europa. Men det betyder ikke, at drømmen om et roadtrip i Island ikke kan gå i opfyldelse, hvis man har et stramt feriebudget. Faktisk kan du ved hjælp af lidt planlægning og et par gode sparetips til ferien måske endda ende med at gøre dit roadtrip i Island billig. Lad mig fortælle dig hvordan!

Hvis du endnu ikke har været forbi mit rejsebudget for Island, finder du det her. Så har du en lidt bedre idé om, hvor meget et billigt roadtrip i Island koster. 

Vær tidligt ude med fly og lejebil – og vær fleksibel!

Et overordnet tip i forhold til at spare penge på dine flybilletter til Island er, at være tidligt ude. Rejser til Island bliver mere populære dag for dag, så der er rift om billetterne. Er du ikke nødt til at rejse til Island inden for skolernes ferier og folkekirkens helligdage, vil jeg absolut anbefale dig at være så fleksibel som mulig. Rejs midt på ugen frem for dagen før og efter weekenden, og hold generelt øje med flypriserne på de forskellige rejsesøgemaskiner. Til det plejer jeg altid at bruge priskalenderen hos momondo.

Flyver du fra København, har du mulighed for at flyve direkte til Reykjavik med SAS og Icelandair. Vi fløj direkte her fra Amsterdam til Keflavik Airport med WOW air, som desværre ikke eksisterer længere. Fordelen ved WOW air var de meget lave priser på flybilletter. Ulempen var absolut, at det var meget begrænset, hvor meget bagage du kan medbringe uden at skulle betale ekstra. Vi rejste med hver vores Fjällräven Kånken* som eneste håndbagage og havde betalt for en indchecket rygsæk til deling på maks. 20 kg, så vi kunne medbringe telt, madras, soveposer og Trangia*. I sidste ende var dette dog alligevel den billigste løsning for os, frem for hotel, campervan eller at leje campingudstyr i Island.

Lejebil i Island

I forhold til lejebil gælder det samme tip som ved flybilletterne. Vær tidligt ude. Selvom der er relativt mange udlejningsfirmaer i Island, er der meget lidt konkurrence, når det kommer til priserne. Vi lejede vores bil hos MyCar, som lå belejligt i samme bygning som vores hotel den første nat, blot et par kilometer fra lufthavnen. Deres priser var i mellemklassen – ikke for billigt og utroværdigt men heller ikke skyhøje. Alle deres biler er simple modeller fra Toyota. For vores Toyota Auris skulle vi betale 6.500 DKK for 10 dages kørsel. Ofte får du en lille benzin-chip med din lejebil, som kan give dig en rabat på et par kroner, når du tanker benzin.

Skal vi leje bil i Island en anden gang, ville vi nok gå med Sixt, som vi er fast kunde hos. Når vi er på roadtrip i Europa, lejer vi altid vores bil hos Sixt her i Amsterdam, og der har aldrig været de mindste problemer. Hos Sixt biludlejning i Island er du garanteret nye biler (i gennemsnit 3 måneder gamle), det er dejligt let at holde styr på sin billeje ved hjælp af deres app. Og så har de et fint udvalg af både økonomibiler, stationscars og 4×4 Du kan finde din lejebil i Island hos Sixt her.

Tips til billeje i Island

Tilbringer du et par dage i Reykjavik, før du drager ud på dit roadtrip i Island? Så kan du hurtigt spare 1000 kroner ved at vente med at afhente din lejebil. Der er nemlig massevis af muligheder for at komme til Reykjavik centrum uden lejebil, og mens du er i byen, behøver du ikke en bil. Vil du ud at opleve steder som Den Blå Lagune eller Den Gyldne Cirkel, er det også ofte billigere at gøre dette uden din lejebil. Den Blå Lagune tilbyder for eksempel shuttle transport fra Reykjavik, ligesom et væld af turudbydere har busture ud til Den Gyldne Cirkel.

Du kan desuden også spare lidt, hvis dit udvalgte lejebilsfirma i Island har et kontor i Reykjavik centrum. Ofte er priserne nemlig lige et tak højere, hvis man afhenter sin bil i lufthavnen.

Et spørgsmål, der er gået meget igen, siden artiklen her blev lagt op første gang, er omkring valget af lejebil i Island. Man man nøjes med en lille økonomibil, eller skal man godt nok ud og spendere på en stor 4×4? Det kommer helt an på, hvor du har tænkt dig at rejse hen under dit roadtrip i Island. Opholder du dig udelukkende i Reykjavik, nær den Gyldne Cirkel og med en dagstur til det sydlige Island, kan du snildt klare dig med en lille bil. Det samme er til dels gældende, hvis du vil ud på Ringvejen, som efter vi var i Island i 2017, er blevet asfalteret hele vejen rundt.

Vælger du dog at tage et par afstikkere over til Snæfellsnes-halvøen, til Vestfjordene eller måske ind i Det Islandske Højland, skal du investere i en 4×4 lejebil. I disse områder er der nemlig meget stor sandsynlighed for, at du kommer ud at køre på de såkaldte F-veje – grusveje med kæmpe huller, som en lille bil altså ikke kan stå imod.

Et sidste tip er desuden at investere i en såkaldt stenslags- og grusforsikring. Der er nemlig meget store chancer for at få et stenslag på din tur gennem Island. Og så er det altså billigere at skulle betale for forsikringen på forhånd. Det lærte vi på den hårde måde på vores sidste rejse til Island.

 

LÆS OGSÅ: Rundrejse i Island | 10 dage på den islandske ringvej

 

Billig overnatning i Island

Rejser du til Island i sommeren, kan jeg ikke anbefale dig nok at vælge at overnatte i telt frem for på hotel*. Her kan du virkelig spare store summer penge! Derudover er der bare en helt særlig frihed i forhold til hoteller. Du behøver ikke at bestille pladser på forhånd, så du kan egentlig flytte fra sted til sted, som du lyster.

Vi fandt for eksempel hurtigt ud af, at vi ville væk fra det Østlige Island, da der konstant var regn, tåge og under 9 grader, så vi kunne hverken se det smukke landskab eller holde varmen om natten. Selvom vi havde planlagt to overnatninger her, valgte vi at køre videre sydpå efter den første nat, da der dernede og i resten af landet var hele 25 grader. Måske vi var blevet lidt påvirket af den hedebølge, vi var så heldige at opleve, mens vi var i Island 😛 Men det havde i hvert fald ikke været muligt med et hotel!

Samtidig med at du har en stor frihed, så kan du også bo lige ved eller midt i de naturoplevelser, som du har læst om hjemmefra. Vi vågnede for eksempel op en morgen til en udsigt til det smukke vandfald Skógafoss helt uden en eneste turist, mens vi en anden nat sov på en plads, hvor vi var omringet af de smukkeste lavamarker. Det havde heller ikke været muligt på et hotel.

Du kan også vælge at slå dit budget til overnatning og billeje sammen. I Island er der et kæmpe udbud af såkaldte campervans – altså varevogne, som du kan campere i. Disse er ofte fuldt udstyrede med senge, køkken og kogegrej samt campingbord og -stole. På den måde kan du få lidt mere komfort, samtidig med at du har fleksibiliteten ved at kunne køre videre til næste campingplads, lige når du har lyst.

LÆS OGSÅ: Camping i Island | Her er mine bedste tips

Er camping og primilivet ikke lige noget for dig, er der alligevel måder at undslippe de alt for høje priser. Men du skal være tidligt ude! Har du bil, kan du med fordel vælge at bo på hoteller*, som ligger et par kilometer fra de nærmeste attraktioner, frem for et par meter derfra. Den første nat valgte vi for eksempel at bo på det 3-stjernede B&B Keflavík Airport Hotel* for 1000 DKK. Dette hotel er ganske fint. Ikke noget smart, men rent og virkelig venligt personale. Derudover er der gratis transport til og fra lufthavnen, der ligger 4 km væk. Og så kunne vi som sagt både hente og aflevere vores lejebil her, hvilket var et kæmpe plus, da vi sparede en dag i billeje.

Udover at søge væk fra turistattraktionerne, kan du også med fordel tage et kig på, hvad folk udlejer på Airbnb. Her er priserne dog endnu dyre, men det er muligt at finde små, hyggelige hytter for mellem 200 og 600 DKK per nat. Tilmelder du dig Airbnb via dette link vil du modtage 250 kroner til næste rejse, mens jeg vil få 150 kroner i rejsekredit, så jeg kan finde en masse nye, spændende Airbnbs til jer. Så er den første overnatning i Island også så godt som betalt! (:

Til slut vil jeg også slå et slag for muligheden for at leje hytter på mange af landets campingpladser. Der findes en rigtig fin oversigt over de registrerede pladser og deres faciliteter hos Inspired by Iceland. Her skal du dog være ekstra tidligt ude, da de fleste pladser kun har et par hytter til rådighed.

Sådan sparer du penge på madbudgettet

Lav din egen mad og spender på få mindeværdige måltider – maden er nemlig dyr i Island. På vores tur havde vi udvalgt et par spiseoplevelser undervejs, som vi med glæde ville betale lidt ekstra for. I Reykjavik stod den på landets bedste hot dogs og middag med et vennepar, som bor i Island. På Snæfellsnes-halvøen købte vi morgenmad hos en lille bager, så vi kunne klare den lange køretur til Nordisland. Efter vores hvalsafari i Húsavík valgte vi at forkæle os selv med friskfanget fisk på en lokal restaurant. Sidste islandske madoplevelse var i Hof, som er landets største eksportør af jomfruhummere, så det skulle vi naturligvis smage. For dette måtte vi betale hele 3.000 DKK – og vi havde endda valgt de billigere muligheder.

Derfor var det en rigtig god beslutning at lave mad på vores medbragte Trangia*. Indkøb til 10 dage i Island løb op på cirka 1000 DKK. Da langt størstedelen af madvarerne, du finder i de islandske supermarkeder er importeret, er tingene her naturligvis også derefter. Kan du dog klare dig uden for eksempel kød i en uges tid, kan du spare en del på dette punkt. På vores 10 dage med vores Trangia* havde vi købt en masse ind af rugbrød, bønner, ris og pasta, havregryn, suppe samt frugt og grønt, som ikke ville tage skade af at ligge i en bil i et par dage. Og så fik vi også en masse chokoladeovertrukken lakrids samt salte nødder og kiks til vores vandreture. Dertil skulle der også købes gas, tændstikker og andre nødvendigheder, som vi ikke kunne tage med hjemmefra.

 

Udvælg dine udflugter nøje – det meste kan du arrangere selv!

Det kan ikke siges nok – Island er et helt fabelagtigt land. Her er den mest fantastiske natur med vulkaner, vandfald, gletsjere, laguner, lavamarker og barske klippestrækninger – og så er det hele ganske gratis at opleve! Har du en lejebil på din tur til Island, kan du derfor snildt spare en del penge på at sammenstrikke dine egne ture, frem for at tilmelde dig gruppeture ved en af de mange turfirmaer.

Mange turfirmaer udbyder for eksempel ture ud til søpapegøjeklipper. Men vidste du, at du kan se kæmpe flokke af dem på fastlandet i det østlige Island? Du kan læse mine bedste tips til at spotte søpapegøjer i Østisland her. 

Der er dog et par oplevelser i Island, som ikke er helt gratis – de varme kilder er én af dem. En tur til den Blå Lagune vil koste dig omtrent 500 DKK per person (børn op til 13 år kommer ind gratis). Men det kan også gøres billigere. Er den Blå Lagune for dyr til dit budget? Så kør til Secret Lagoon, hvor du kan slappe af for 170 DKK, mens der også findes et udvalg af helt gratis varme kilder, som absolut er værd at overveje at lægge vejen forbi.

Et hvalsafari i Island kan også varmt anbefales! Du kan læse om min oplevelse i Húsavík her.

 

Rejseblog om at rejse til Island | Guides, rejsedagbog, tips og inspiration

 

 

Dette indlæg blev udgivet første gang i januar 2018

Indlægget er sidst opdateret i juni 2020

SaveSave

SaveSave

SaveSave

SaveSaveSaveSave

SaveSave

SaveSave

 

 

Kunne du lide dagens indlæg? Så glem ikke at følg Cammi.DK på de sociale medier!
FØLG CAMMI.DK PÅ

Bloglovin’ | Instagram | Facebook


14 svar til “Billigt roadtrip i Island? Sådan får du mest for pengene”

  1. Vi har overvejet deres Campervans 😀 Også fordi vi har 2 børn, så det ville være en lidt nemmere måde at komme rundt og overnatte for os.
    Skal vitterlig det her en dag – jeres tur lyder bare så awesome!

  2. Jeg er vild med dine smukke billeder – især det inde fra teltet er sjovt <3
    Og hvor lyder Island som et fantastisk rejsemål. Jeg har selv overvejet det længe, men hvor er der dog mange smukke steder i verden, jeg endnu ikke har set. Hvor skal man dog begynde?

    • Tusind tak for din søde kommentar Marie. Island er sådan et fantastisk land, så jeg ville helt sikkert rykke det øverst på listen 😀

  3. Kunne så godt tænke mig at besøge island en gang, der er så smukt. Ret smart egentligt at man kan sove i telt også istedet, så spare man ihvertfald en del penge. <3.

  4. Gad virkelig godt prøve at tage på primitiv ferie i telt på enten Island eller Færøerne, men det er bare ikke ret billigt, så super fedt med et par tips til hvordan man kan spare lidt på turen 🙂

    • Jeg er virkelig også glad for at have oplevet det. Nu står Færøerne rigtigt højt på min liste!
      Det er bestemt ikke billigt – selv hvis man bor i telt, så det kræver lidt en opsparing. Men det er absolut det værd 🙂

  5. Hej, jeres tur lyder helt fantastisk!
    Hvordan oplevede I, at GPS’ens tidsanvisninger på kørselsstrækninger passede med jeres reelle kørselstid?

    • Hej Mette
      Det var virkelig også! Kan varmt anbefale at tage på den samme tur 🙂
      Vi endte med at bruge lidt mere tid på vejene, end GPS’en havde anvist. Til dels fordi vi stoppede utallige gange undervejs, men også fordi forholdene på en del af vejen ikke lod os køre de 80 km/t (i vores Toyota Auris), som GPS’en mente, vi kunne. På sydsiden og omkring Reykjavik er der fine veje, men vil I forbi det østlige eller vestlige Island, vil jeg tilføje et par timer til tidsplanen.

  6. Hej Camilla. Tak for din blog!
    Jeg har to spørgsmål: kan man købe gas i supermarkedet, eller skal man hen i et byggemarked ligesom i DK? Og! Kan du huske, hvad en øl koster i et supermarked? Lad os sige en 33 cl Carlsberg. Bare ca. tak!

    • Hej Victor
      Tusind tak for din kommentar. Dejligt du kan finde lidt inspiration til din rejse til Island 🙂
      Gas skal du forbi tankstationer for at købe. Ellers findes det også i de fleste campingbutikker i Reykjavik.
      Alkohol er super dyrt i Island! En lokal dåseøl koster omkring 15-20 kr. Et tip er at købe alkohol i dutyfree, når du ankommer i Keflavik lufthavn. Der kan der være mange penge at spare! 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.