5 tips til din første tur til Kina

22. marts 2018

Det er ingen hemmelighed, at jeg er vild med Kina. Jeg besøgte landet allerførste gang i 2014, da jeg sammen med en håndfuld af mine studiekammerater blev udvalgt til at modtage et legat til at tage på sommerskole i Beijing og Xi’an. På daværende tidspunkt havde jeg brugt rundtregnet 1 1/2 år på at studere det kinesiske sprog og kultur, og jeg var derfor ovenud begejstret for endelig at få mulighed for at bruge min viden i den virkelige verden. Men selv med al den forberedelse, tog det mig alligevel et par dage, før jeg rent faktisk kunne nyde mit første møde med Kina. Kina er nemlig så forskellig fra Danmark på enhver tænkelig måde, og selvom jeg havde brugt over et år med næsen i bøgerne, var jeg slet ikke forberedt på det rigtige Kina. Det er meget apropos mit indlæg her, hvor jeg fortæller, hvorfor jeg mener, enhver burde gribe chancen for at bo i udlandet.

Har mine seneste indlæg om min dag i den gamle bydel i Tunxi inspireret dig til at besøge Kina en dag? Så har jeg her samlet 5 af mine allerbedste tips til at gøre din tur meget lettere. Jeg ville ønske, jeg selv havde kendt til dem, da jeg besøgte Kina for første gang!

Download de bedste apps

Du kan sagtens rejse til Kina, selv hvis du ikke forstår et ord mandarin. Det eneste, du behøver, er de rigtige apps. Da jeg i sin tid studerede kinesisk, var min yndlings app en ved navn Pleco. Denne app er også fantastisk, når du rejser rundt i Kina. Dette er en offline ordbog, som tillader dig at oversætte fra engelsk til kinesisk, og du har mulighed for både at skrive, tegne og tage billeder af kinesiske ord og få dem oversat direkte i appen. Perfekt til hvis du skal have fortalt din taxa chauffør, at du skal køres til togstationen, hvis du skal spørge om vej, eller hvis du skal bestille mad på en restaurant. Benytter du dig af en vpn, mens du rejser rundt i Kina, er Google Translate også en god hjælp, da denne også tillader dig at tage billeder af for eksempel vejskilte eller menukort.

Hav kontanter klar

Selvom kreditkort efterhånden er meget udbredte i Kina, vil jeg alligevel anbefale dig altid at have kontanter på dig. Det er nemlig ofte tilfældet, at de ikke tager imod udenlandske kreditkort andre steder end i større (vestlige) butikker som Forever21 eller Gucci (som om jeg nogen sinde har været der 😛 ). I Kina bruger de nemlig oftest deres telefoner til at betale med, enten gennem AliPay eller WeChat Pay, så selv kontanter bliver brugt mindre og mindre. Skal du hæve penge i Kina, vil jeg altid anbefale dig at benytte dig af Bank of Chinas hæveautomater. Så mange af mine venner og bekendte har været ude for at gå fra andre hæveautomater med falske penge.

Sparetips til budgetrejser

Hav altid dit hotels adresse på dig

Og nej, det er ikke nok at have skrevet hotellets navn i pinyin (vestlige bogstaver). Langt de færreste taxa-chauffører, selv i større byer som Shanghai og Beijing, forstår engelsk, og de kan derfor også meget sjældent læse vores bogstaver. Derfor er det en rigtig god idé at tage et billede eller kopiere hotellets navn og adresse og have det gemt på din telefon. Du kan også prøve at lære navnet uden ad, men du skal være opmærksom på, at der er stor chance for, at du ender med at udtale navnet forkert, da der er så mange forskellige toner i det kinesiske sprog. Så for at sikre dig, at du ikke ender i den anden ende af byen, bør du altid have hotellets adresse på dig.

Medbring altid lommetørklæder og hånddesinfektion

Lommetørklæder og hånddesinfektion er gode at have i tasken af to årsager. For det første fordi der er store chancer for, at du kommer til at skulle benytte dig af et af de såkaldte squat-toiletter mindst én gang på din tur. Og de har meget sjældent toiletpapir. Derefter ville jeg naturligvis også bruge min medbragte hånddesinfektion, da håndsæbe ikke rigtigt bliver brugt på offentlige toiletter i Kina. Derudover er hånddesinfektion også noget, som jeg generelt bruger flere gange i løbet af en dag i Kina. Besøger du en millionby som Beijing eller en af de tusindvis andre byer med millioner af indbyggere, kommer du i kontakt med utroligt mange bakterier i løbet af en dag. Offentlig transport, rulletrapper, butikker, døre og alverdens andre ting bidrager til, at du måske føler dig en smule beskidt, når du færdes i Kina, og så kan en hånddesinfektion i tasken virkelig redde din dag!

Hav et åbent sind!

Og nu er vi nået til det allervigtigste tip, som du skal huske på, når du skal besøge Kina for allerførste gang; hav et åbent sind. Vær åben over for en anderledes kultur, anderledes traditioner, anderledes mad – anderledes alting! Kina er simpelthen så meget anderledes fra mange andre lande i verden, at det uden tvivl kan være ret overvældende, når du besøger landet første gang. Ja, selv gang nummer 100 er sikkert også overvældende. Men er du åben over for forskellighederne og de mange indtryk, er der store chancer for, at din tur til Kina kan blive en af de bedste, måske livsændrende, ture i dit liv, og der er stor sandsynlighed for, at du får lyst til at vende tilbage, så snart, du er kommet hjem til Danmark.

Dette indlæg blev udgivet første gang i marts 2017

Indlægget er sidst opdateret i marts 2018

 

Rejseblog om at rejse til Kina | Guides, rejsedagbog, tips og inspiration

 

Kunne du lide dagens indlæg? Så glem ikke at følg Cammi.DK på de sociale medier!
FØLG CAMMI.DK PÅ

Bloglovin’ | Instagram | Facebook

About

Hej, jeg er Camilla – udlandsdansker, makeupsamler, rejsefanatiker og selverklæret Amsterdam-ekspert

5 comments

  1. Comment by Tine/ A World of Backpacking

    Tine/ A World of Backpacking Reply 14. marts 2017 at 2:46

    Gode tips, det skal jeg da helt sikkert huske når jeg skal til Kina 🙂 Særligt med den app 🙂

  2. Comment by Camilla

    Camilla Reply 7. marts 2018 at 21:44

    det synes jeg også

  3. Comment by Bettina - DanishAdventurer

    Bettina - DanishAdventurer Reply 23. marts 2018 at 14:47

    Jeg har i flere år opbygget et ønske om at komme til Kina og tanken bliver snart til handling, håber jeg. Jeg skal bare lige have lidt flere i familien med på ideen.
    Jeg vender tilbage til dine artikler, når flybilletterne er indkøbt 🙂

  4. Comment by Trine Handskemager

    Trine Handskemager Reply 14. juni 2018 at 12:59

    Hej Camilla, Tak for nogle rigtig brugbare råd. Jeg må straks downloade kineser-appen.
    Ved du om der er forskel på hvilken vpn man bruger eller er det bare at vælge én?

    Kh Trine / Miss-World.dk

    • Comment by Camilla

      Camilla Reply 27. juni 2018 at 15:14

      Dejligt de kan bruges, Trine! 🙂
      Hvornår rejser I til Kina?
      Der kan være ret stor forskel på VPNs – nogle er det rene snyd mens andre er reelle nok. Jeg har faktisk kun besøgt Kina under mine år på universitetet, som jeg havde VPN igennem, men jeg har hørt mange gode ting om ExpressVPN. 1 måned koster 13$ og du kan bruge den samme på op til 3 forskellige enheder, hvilket er super belejligt, når man gerne vil kunne bruge sin computer men samtidig opdatere sociale medier på telefonen 🙂

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Go top