Hvad sker der i Amsterdam i marts? | Det skal du lave i kanalernes by denne måned

28. februar 2018

Hvad sker der i Amsterdam i marts? | Det skal du lave i kanalernes by denne måned

Så er det tid til at tage hul på en ny måned og en ny sæson her i Amsterdam. Selvom nattens snefald og den sidste uges frostgrader mest af alt giver vintervibes, så kan vi i morgen officielt vende kalenderen til den første forårsmåned. Marts er endnu en stille måned her i Amsterdam, men byen liver op med ene af hyggelige markeder hver eneste weekend. Og så kan du også se de allerførste blomster blomstre i tulipanhaven Keukenhof. Her er din oversigt over spændende arrangementer, hyggelige markeder og de bedste dagsture fra Amsterdam denne måned.

Månedens begivenheder

Keukenhof

Fra midten af marts til midten af maj kan du opleve de smukke tulipaner blomstre i den storslåede blomsterhave Keukenhof. Hvert år kan du her opleve intet mindre end 7 millioner af hele 800 tulipanarter, der blomstrer i de smukkeste haver og kunstinstallationer, som er spredt over den 32 hektar store have. Selvom haven er utroligt turistet og fyldt med mennesker, så er det sådan en speciel oplevelse, som du absolut ikke vil gå glip af, hvis du besøger Amsterdam i forårsmånederne.

Det kan anbefales at holde øje med Facebook-siden for Keukenhof, hvor der hver onsdag bliver opdateret med de nuværende blomstringer.

Køber du billetterne på forhånd online, sparer du 1 € på billetprisen (17 € online, 18 € i haven). Du kan vælge enten at køre til haven eller benytte dig af den offentlige transport. Vælger du at komme hertil med bil, skal du være opmærksom på, at det koster 6 € at bruge parkeringspladsen foran haven. Vælger du at besøge Keukenhof som en del af din storbyferie i Amsterdam, skal du tage toget til enten Schiphol Lufthavn eller Leiden Centraal Station. Herfra går der direkte busser til haven med navnet Keukenhof Express (nummer 858 i Schiphol og 854 i Leiden).

(22. marts – 13. maj. Kl. 08.00-19.30 (billetkontoret lukker kl. 18.00). Stationsweg 166A, 2161 AM Lisse)

Markeder

Hver dag | Albert Cuypmarkt

Byens ældste og mest berømte marked findes i De Pijp ganske få meter fra Heineken Experience. På denne lange gade findes et væld af boder med alt fra juice og blomster til klipklappere og andet ragelse. Ja, som I nok kan høre, er jeg ikke særligt imponeret. Dog vil jeg sige, at det er et ret godt sted at komme, hvis man er på udkig efter en billig frokost. Her er for eksempel boder med sild og andet godt fra havet, men min favorit er nu boden, hvor man kan få alt med kylling – heriblandt en virkelig god og spicy kyllingeburger. Slut af med en frisklavet stroopvaffel to go!

 

Mandag-lørdag | Waterlooplein

Er du en mester til at gøre en god handel, er loppemarkedet på Waterlooplein måske noget for dig. På dette loppemarked, der blev opstartet helt tilbage i 1880 af de lokale jøder, kan du finde frem til dine næste par sko, ting til hjemmet og alverdens andre ting og sager.

(Kl. 09.30-18.00. Waterlooplein 2, 1011 AL Amsterdam)

 

Mandag-lørdag | Oudemanhuis Book Market

Elsker du gamle og smukke bøger lige så meget som jeg, er dette markedet for dig! Dette indendørs bogmarked befinder sig i centrum af Amsterdam og i en overdækket passage mellem en række historiske universitetsbygninger. Uanset om du skal have en bog eller to med hjem til samlingen eller ej, bør du besøge markedet blot for at opleve den helt særlige stemning!

(Boekenmarkt Oudemanhuispoort, Oudemanhuispoort 1012 CN Amsterdam)

 

Hver lørdag og mandag | Noordermarkt

Skal det være lokalt og med fokus på god mad og lækre råvarer, skal vejen lægges forbi mit lokale madmarked, der finder sted hver lørdag på Noordermarkt i Jordaan. På dette lille marked foran Noorderkerk kan man købe løs af økologiske grøntsager, massevis af gouda, blomster, friskbagt brød, en god blanding af keramik og nipsting samt en lille bid mad til, når turen går videre til næste aktivitet. Kommer du her mandag, kan du shoppe løs i antikviteter og andre lopper!

(Noordermarkt 42B, 1015 NA Amsterdam)

 

Hver lørdag | Lindengracht

Skal du have et meget større udvalg end det på Noordermarkt, kan du gå til den næste gade, Lindengracht, hvor du finder et 900 meter lange loppe- og madmarked. Her kan du vitterligt finde alt; planter, mad, tøj i lange baner og en ringklokke til cyklen.

(Kl. 09.00-17.00. Lindengracht, 1015 JX Amsterdam)

 

4. marts | Søndagsmarked i Westergasfabriek

Den første søndag i måneden året rundt kan du gå på opdagelse i spændende boder med alt fra lopper til brugskunst i Westergasfabriek, som ligger i Westerpark. Her kan du finde en unik gave eller souvenir, som er designet og produceret af lokale. Denne måned er der Valentinsdagtema, så du kan glæde dig til masser af chokolade, hjerter og pladderromantik. Derudover finder markedet sted på samme tid som Little Italy, hvor du kan nyde godt af italienske specialiteter.

(Kl. 12.00-18.00. Klonneplein 1, 1014 DB Amsterdam)

 

10. – 11. marts | IJ-Hallen

I IJ-Hallen i Amsterdam Nord er der to gange om måneden Europas største loppemarked, og turister såvel som lokale flokkes hertil for at gøre et godt kup. Er du i bil, kan du måske få et lille møbel med dig hjem, ligesom der er også mulighed for at få fyldt den håndbagagen godt op med læssevis af tøj til ingen penge.

(Kl. 09.00-16.30. IJ-Hallen – Tt. Neveritaweg 15, 1033 WB Amsterdam)

 

18. marts | Museumsmarked

En gang om måneden året rundt samles lokale designere foran Rijksmuseet til Museum Market. Gå på udkig efter den perfekte gave til veninden eller nips til hjemmet blandt en masse små boder med lokalproducerede varer. Efter lidt shopping kan du besøge enten det berømt Rijksmuseum, gå i Van Goghs fodspor på museet til ære for ham, eller beundre moderne kunst på Stedelijk.

(Kl. 12.00-18.00. Museumplein, Museumpromenade, 1079 RA Amsterdam)

 

31. marts – 1. april | Maker Market De Hallen

Du kan måske huske, at jeg nævnte De Hallen i min madguide til Amsterdam. De Hallen er meget mere end street food-mekkaet Food Hallen. Udover mad kan du nemlig også gå i biografen, tage dansetimer og købe fine ting til dig selv eller hjemmet i de små butikker. Den 24. og 25. februar går disse butikker og andre lokale kreative sammen til det månedlige Maker Market, hvor du kan støtte de lokale ved at købe dine souvenirs her.
(Kl. 12.00-17.00. De Hallen Amsterdam. Hannie Dankbaarpassage, 1053 RT Amsterdam)

Hyggelige dagsture fra Amsterdam

Amersfoort

Selvom Amsterdam i sig selv har masser at byde på, bør du ikke snyde dig selv for en dagstur væk fra den hollandske hovedstad. Holland bugner med ene af smukke og charmerende byer, som blot venter på at blive oplevet. 35 minutters togtur fra Amsterdam finder du middelalderbyen Amersfoort. Byen var i det 15. århundrede destinationen for tusindvis af pilgrimme, der valfartede hertil for at opleve et vaskeægte mirakel, der havde fundet sted i byen. I dag står Amersfoort smukt frem med middelalderlige murstensbygninger, gamle porte og de mest idylliske gader.

Haarlem

Haarlem er en hyggelig by, som ligger blot 15 minutters togtur fra Amsterdam. Byen minder lidt om en miniudgave af Amsterdam med sine smukke kanaler, hippe butikker og hyggelige caféer. Gå en tur langs kanalerne, hvor du kan se den fine vindmølle, få en omgang afternoon tea hos Bij Babette, beundr den smukke katedral, shop løs i de små butikker og slut dagen af med en øl hos bryggeriet Jopen, der ligger i den gamle kirke Jopenkerk.

Delft

Den allersmukkeste by i Holland ifølge mig er Delft, som du finder ikke langt fra Rotterdam. Det er her, det hollandske kongelige porcelæn stammer fra, men selv hvis du ikke er til porcelæn, er der rigeligt med oplevelser til en hel dag i byen. Find for eksempel fine antikfund på lørdagsmarkedet, få en kop kaffe på en café langs kanalerne eller bestig det gamle kirketårn, hvorfra du har den smukkeste udsigt over byens tage.

SaveSaveSaveSave

SaveSave

Kunne du lide dagens indlæg? Så glem ikke at følg Cammi.DK på de sociale medier!
FØLG CAMMI.DK PÅ

Bloglovin’ | Instagram | Facebook

4 comments

  1. Comment by Just Me

    Just Me Reply 4. marts 2018 at 10:35

    Man får jo helt lyst til at tage til Amsterdam igen. Det er ellers en del år siden sidst. Desværre var det en studietur som ikke bragte så mange spændende oplevelser med sig.
    Tak for dine fif. Jeg er sikker på, at jeg vil kunne bruge dem i fremtiden.

    • Comment by Camilla

      Camilla Reply 7. marts 2018 at 21:50

      Håber du får mulighed for at besøge Amsterdam en dag. Det er sådan en fantastisk by med utroligt mange ting at opleve 🙂

  2. Comment by simone

    simone Reply 4. marts 2018 at 11:21

    Ej den der blomstermark ser da helt vildt smuk ud! Jeg vil meget gerne til Amsterdam, det er så smuk en by! <3

    • Comment by Camilla

      Camilla Reply 7. marts 2018 at 21:49

      Enig, Amsterdam er så smuk en by! Håber du får mulighed for at komme hertil en dag 🙂

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Go top