Ovolo Southside | Industrielt og übercool hotel i Hong Kong Syd

14. juni 2018

På min tur til Hong Kong i sidste måned fik jeg afsindigt mange beskeder omkring det hotel, vi boede på. Og det kan jeg nu egentlig godt forstå. Ovolo Southside er et forholdsvist nyåbnet hotel, der har en helt formidabel placering ved en af de nye metrostationer i det sydlige Hong Kong. Det er faktisk hos Afterglobe, at jeg hørte om Ovolo Southside første gang. De skrev nemlig om hotellet efter at have boet der, da de lagde vejen forbi Hong Kong i forbindelse med deres 7 måneder lange jordomrejse i 2015 og 2016. Er du på udkig efter et fantastisk hotel i Hong Kong, behøver du ikke at søge videre. Her får du nemlig min anmeldelse af Ovolo Southside. 

Ankomst

Vi ankom til Hong Kong en lørdag formiddag midt i maj. Fra Hong Kong Lufthavn hoppede vi på Airport Express toget til Hong Kong Station, hvor vi gik videre til Hong Kong Central og kørte til Admiralty, hvorfra den nyåbnede den nyåbnede South Island Line går. Efter 5 minutter i metroen ankomst vi til metrostationen Wong Chuk Hang i det sydlige Hong Kong, hvorfra der kun var to minutters gang til Ovolo Southside.

Hotellet skiller sig i den grad ud fra de andre bygninger i området, som stort set alle er grå betonbygninger. Wong Chuk Hang er nemlig et tidligere industrikvarter, hvorfor alle bygningerne her førhen blev brugt som varehuse. Vi går ind i elevatoren og kører op til 4. sal, hvor reservationen ligger. Indretningen på hotellet er sjov og frisk men alligevel yderst stilfuld. Selvom vi ankom et par timer før check-ind åbnede, kunne vi allerede nu få nøglerne til vores værelse. Så kunne vi få en lille lur, før vi begav os ud i byen.

Family & Friends-værelserne på Ovolo Southside

Da vi rejste med Ollies mor, valgte vi at booke et af hotellets Family & Friends-værelser, så vi kunne være i samme rum. Her havde vi et (for Hong Kong) stort værelse med to dobbeltsenge, to TV, et badeværelse og en rumdeler i midten, så vi trods alt kunne have en lille bitte smule privatliv. Når man er sammen hver dag i en uge, er det nu ganske rart.

På værelserne er der virkelig spillet på bygningens tidligere liv som lagerhal. Her har de ikke holdt sig tilbage med det industrielle design. Og jeg er vild med det! Selvom værelset er meget minimalistisk uden den mindste form for farve og dekorationer, er der alligevel personlighed og charme. Jeg er ret vild med de fede beton- og metaldetaljer, og så var jeg især betaget af det måske lidt skøre sengelampe/natbords-arrangement ved svigermors seng. Og kan vi så alle lige taget et øjeblik for at værdsætte, at der er stikkontakter på begge sider af begge senge. Og cirka tusinde steder rundt omkring i værelset. Endelig er der et hotel, der tager højde for alle de ting, der skal oplades, når man er ude at rejse!

Værelset er oplyst af skønne store vinder, der fylder hele ydervæggen. Jeg er kæmpe fan af gulv-til-loft-vinduer – både fordi de bringer en masse lys ind i rummet, men også fordi man så kan nyde udsigten uden at rykke sig en tomme ud af sengen. Fra vores værelse havde vi udsigt til både bjerge, byen og den nyåbnede metrolinje, hvilket ligesom understreger, hvor tæt vi egentlig var på stationen.

Badeværelset var også rigtigt fint. Her var der fin med bordplads, og så var der et helt fantastisk rainfall-brusehoved – virkelig tiltrængt efter en hel dag med temperaturer over 30 grader og en luftfugtighed nær 100! Derudover blev der også hver dag fyldt op af ministørrelser på den lækreste økologiske shampoo, balsam, bodyshampoo og bodylotion. Nu burde jeg i hvert fald have fyldt lageret godt op til de næste mange ture, hvor jeg ikke gider at tage min egen store shampoo med i toilettasken 😛

Hop over og læs Afterglobes indlæg, hvis du kunne tænke dig et kig ind i hotellets lækre dobbeltværelser!

Morgenmad

Hvis du booker dit ophold direkte på Ovolos hjemmeside, er morgenmaden inkluderet. Vi valgte dog at booke på Booking.com (reklamelink), da det for det første var billigst, og for det andet ville jeg allerhelst ud og spise morgenmad i byen. Den sidste morgen valgte vi dog for nemhedens skyld at spise vores morgenmad her, før vi satte kursen mod lufthavnen. Morgenmadsbuffeten var ganske fin. Personligt foretrækker jeg at kunne spise lokalt frem for vestligt, og på det punkt, var udvalget en anelse begrænset. Det eneste kinesiske, jeg kunne spise til morgenmad, var congee (en vandet risengrød) og nudler. Foretrækker man dog brød, æg og klassiske morgenmadsprodukter til morgenmad, skal ens sult nok blive stillet. På dette punkt er der nemlig noget, der vil falde i stort set alles smag. Derudover var der virkelig god Nespresso kaffe og Clipper te, hvilket var et kæmpe plus, da vi havde en lang rejsedag foran os. Derudover har jeg nok aldrig set et så lækkert morgenmadsområde. Kunne snildt have tilbragt et par timer her foran computeren og med en god kaffe i hånden.

Alt det løse (og freebies!)

Der er endnu flere positive ting at sige om Ovolo Southside udover de store værelser, den store gæstfrihed, det fede industrielle design og den formidable beliggenhed. En af tingene er de gratis goder. Alle gæster har naturligvis gratis WiFi og adgang til det fede træningsrum. Derudover havde vi gratis minibar, som blev opfyldt hver dag. Så behøvede vi ikke at gå ud og købe en flaske vand hver dag, hvilket vi virkelig værdsatte! Derudover fik vi en såkaldt Loot Bag, da vi ankom til hotellet. Her var der et par snacks, som vi kunne styrke os på, før vi atter begav os ud i byen.

Har man bestilt et værelse gennem hotellet eller betalt for morgenmad, kan man desuden gratis besøge den daglige happy hour lounge. Og så kunne alle få opladet energidepoterne ved den gratis kaffestation ved reservationen.

Ja, som du nok kan fornemme, så er der uendeligt mange gode ting at sige om Ovolo Southside. Værelserne er kæmpestore i Hong Kong målestoksforhold. Og så er værelser og resten af hotellet lækkert indrettet. Vælger man at spise morgenmad her, har man et rigtigt fint udvalg, som sikkert vil falde i enhvers smag. Bedst af alt er, at man får alt dette for en langt mindre pis, end hvis man bor på et hotel i det centrale Hong Kong.

Er alle ovenstående punkter ikke nok til at overbevise dig om at bestille dit hotel i Hong Kong på sydsiden af øen, har jeg et par spændende indlæg linet op, som nok skulle kunne klare det. For udover at være fantastisk forbundet med det centrale Hong Kong, så er der dig altså også masser af spændende og unikke oplevelser i vente i syd. Her er der massevis af lækre sandstrande, gode vandreture i den fabelagtige natur, færgeafgange til smukke øer, uspolerede landsbyer, og så bor du midt i det up-and-coming nabolag Wong Chuk Hang, der bugner med hippe restauranter, fascinerende kunstgallerier og unikke butikker bag de graffitimalede betonvægge.

Du kan se priser og ledighed for Ovolo Southside lige her (reklamelink).

 

 

Rejseblog om at rejse til Hong Kong | Guides, expatliv, tips og inspiration

 

Kunne du lide dagens indlæg? Så glem ikke at følg Cammi.DK på de sociale medier!
FØLG CAMMI.DK PÅ

Bloglovin’ | Instagram | Facebook

About

Hej, jeg er Camilla – udlandsdansker, makeupsamler, rejsefanatiker og selverklæret Amsterdam-ekspert

1 comment

  1. Comment by Emilie Ildstein

    Emilie Ildstein Reply 16. juni 2018 at 18:33

    Der ville jeg gerne tilbringe min weekend!😍

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Go top