Hyggelige hollandske byer: Gouda

23. november 2017

Er du også vild med ost? Fedt! Så er dette indlæg perfekt til dig. I det sydlige Holland ligger byen Gouda, der er oprindelsesstedet for den ost, som hollænderne påstår er verdens bedste. Hver sommer vågner byen fra sin dvale takket være det populære ostemarked, som folk kommer fra nær og fjern for at opleve. Men der er også mange andre ting, du kan opleve i Gouda. Bare læs med her!

Oplevelser og seværdigheder i Gouda

Gouda er langt mere end ost, og man kan sagtens nå at opleve byens hovedattraktioner på en enkelt eller endda en halv dag, hvis du vil opleve en anden by i området på samme dag. Bevæg dig ind til byens Markt, hvor du finder hovedattraktionerne linet op omkring det. På markedets nordside finder du den gamle ostevægtsbygning Waag fra 1668. I dag huser bygningen et ostemuseum, men spar pengene og vend dig om, for bag dig finder du byens gamle rådhus, der stammer fra midten af det 15. århundrede. Rådhuset er bygget i gotisk stil og med de typiske røde skodder for vinduerne, som du også kan se på slottet Kasteel De Haar.

 

På markedsdage kan Goudas markedsplads være utroligt hektisk, så snig dig væk og oplev de rolige gader, der omgiver kirken Sint Janskerk. Kirken har en lidt uheldig historie, da den blev brændt ned til grunden hvert århundrede mellem 1361 og det 16. århundrede. Derudover er kirken bygget på et meget ustabilt grundlag, hvorfor det er endt med at blive den længste kirke i Holland, da det ellers ville falde sammen. Gaderne rundt om kirken er utroligt idylliske og en stor kontrast til det livlige marked, så gør dig selv en tjeneste og tag en runde her.

 

 

Ostemarked i Gouda

Goudas hovedattraktion er dog selvsagt deres fantastiske goudaost. Kommer du her om sommeren, kan du opleve et ostemarked som i gamle dage med osteauktion og utallige boder bugnende med den lækreste ost. Markedet finder sted foran byens rådhus, der er den fineste baggrund, jeg nogensinde har oplevet på et marked. Her må du ikke gå glip af den traditionelle hollandske vaffel med goudaost i stedet for sirup! Goudas ostemarked finder sted hver tirsdag formiddag fra kl. 10 til kl. 12.30 mellem den 6. april og den 31. august.
Hvis du vælger at besøge Gouda uden for markedsperioden, kan du stadig mæske dig i lækker ost. Byen bugner med butikker, der sælger Goudaosten, så skal der købes en souvenir med hjem, er dette også muligt i vinter- og efterårsmånederne.

Sådan kommer du til Gouda

Gouda ligger i smørhullet mellem byerne Rotterdam, Utrecht og Den Haag. Tager du en dagstur til Gouda fra Amsterdam har du cirka 60-70km kørsel foran dig, hvilket vil tage dig cirka 1 1/2 time afhængigt af trafikken. Der er ofte meget trafik i Holland, og så kan det være svært at finde parkering på markedsdage, så det kan anbefales i stedet at rejse med offentlig transport. Fra Amsterdam Centraal går der et Sprinter-tog mod Rotterdam, som gør holdt i Gouda. Køretiden er cirka 52 minutter.

 

 

Follow

About

Hej, jeg er Camilla – udlandsdansker, makeupsamler, rejsefanatiker og selverklæret Amsterdam-ekspert

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Go top