Mit Amsterdam // Dette skal du se og opleve

Mit Amsterdam // Dette skal du se og opleve

I går satte jeg en lille afstemning i gang på Instagram, hvor jeg spurgte jer, om I allerhelst ville have mine bedste tips til camping i Island, eller om I ville læse anden del af min guide til Amsterdam. Et lille overtal stemte for det sidste. Så efter over 1 år i Amsterdam er den her endelig – min guide til de bedste oplevelser, I kan få på en tur til Amsterdam!
Psst! Husk at læse den første del om de bedste spisesteder i Amsterdam.

Shopping & markeder

9 Streets 
Mellem de 3 hovedkanaler Keizergracht, Herengracht og Prinsengracht finder man det, der er kendt som de 9 gader. Mit kontor ligger i netop disse gader, som i min optik er et af de hyggeligste områder i Amsterdam. I de historiske bygninger finder man et stort udvalg af små selvstændige butikker blandet med mere kendte designerbutikker. Trænger man til en lille pause, kan man sætte sig ned på en af de mange hyggelige caféer, der også findes her. Jeg har delt et par af mine favoritter i min guide til spisesteder i Amsterdam.
Haarlemmerstraat & Haarlemmerdijk
Skal du have et andet godt udvalg af selvstændige butikker, er Haarlemmerstraat og Haarlemmerdijk stedet. Her kan du gå på opdagelse i butikker med alt fra mærketøj og genbrug til ting til hjemmet og lækre madvarer. Værd at besøge er mine yndlings madbutikker Marqt, Stach og Ecoplaza, brillebutikken Ace & Tate samt den meget hvide og smuke tøjbutik Sukha Amsterdam.
 
Kalverstraat & Nieuwendijk 
Gaderne Kalverstraat og Nieuwendijk er Hollands svar på Strøget. Her er der et stort udvalg af de klassiske highstreet-butikker som H&M, Zara, Urban Outfitter, Monki og Only.  Mine lokale favoritter er blandt andet Hema, der med sit budgetvenlige eget design mest af alt minder om en forstørret udgave af Søstrene Grene og Tiger. Dille & Kamille er en drøm for interiør elskere. Her kan man købe alt fra tallerkener og urtepotter til sæbe og italienske specialiteter – også i eget, budgetvenlige design. I Stormagasinet Magna Plaza, som ligger lige ved Dam-pladsen for enden af Kalverstraat, finder man Sissy-Boy, der er en virkelig flot butik med både tøj, interør-godter og også en hyggelig lille café. En anelse pricey men så flot en butik!
 
Albert Cuyp Markt
Byens ældste og mest berømte marked findes i De Pijp ganske få meter fra Heineken Experience. På denne lange gade findes et væld af boder med alt fra juice og blomster til klipklappere og andet ragelse. Ja, som I nok kan høre, er jeg ikke særligt imponeret. Dog vil jeg sige, at det er et ret godt sted at komme, hvis man er på udkig efter en billig frokost. Her er for eksempel boder med sild og andet godt fra havet, men min favorit er nu boden, hvor man kan få alt med kylling – heriblandt en virkelig god og spicy kyllingeburger. Slut af med en frisklavet stroopvaffel to go!
 
Noordermarkt 
Skal det være lidt mere lokalt og med større fokus på god mad og lækre råvarer, skal vejen lægges forbi mit lokale madmarked, der finder sted hver lørdag på Noordermarkt i Jordaan. På dette lille marked foran Noorderkerk kan man købe løs af økologiske grøntsager, massevis af gouda, blomster, friskbagt brød, en god blanding af keramik og nipsting samt en lille bid mad til, når turen går videre til næste aktivitet.

Museer

Anne Franks Hus
Man kan ikke forlade Amsterdam, før man har været forbi Anne Franks Hus – det er et must! Flere millioner mennesker besøger museet om året, men modsat adskillige andre turistattraktioner, er dette absolut besøget og hypen værd. Skal man sikre et besøg, skal billetterne bestilles på museets hjemmeside 2-3 måneder forud. Husk at læse dagbogen, før du kommer her forbi!
Van Gogh Museum
Hollandske Van Gogh er en af europas mest betydningsfulde malere, og i Amsterdam er der et helt museum dedikeret til hans liv – og ikke mindst hans kunstværker. Van Gogh er en kunstner, som jeg blev interesseret i i en meget tidlig alder, og jeg synes absolut ikke dette museum skuffer. Her er jævnligt rigtigt gode særudstillinger – senest om hans sidste dage. Museet er utroligt populært, så det er en god idé at bestille billetterne online på forhånd.
Rijksmuseum 

Amsterdams smukkeste museum er nationalmuseet, der blev designet af den samme mand, som har designet den smukke Centraal Station. Derudover huser museet den ikoniske cykelsti, hvor man cykler direkte igennem bygningen, der ofte er scenen for alverdens gadeoptrædere, der spiller klassisk musik. Indenfor kan man beundre alverdens historisk kunst, heriblandt Rembrandts berømte Nattevagten.

Our Lord in the Attic
Vil man have en lidt anderledes museumsoplevelse og samtidig have et indblik i Amsterdams historie, skal vejen lægges forbi Chinatown. Her ligger museet Ons’ Lieve Heer op Solder, Our Lord in the Attic, der udadtil ligner et kanalhus som de tusind andre i Amsterdam. Bag dørene gemmer sig dog et pragteksemplar af en gammel herskabsvilla, der i sin tid også skjulte en kirke for de katolikker, som blev nødt til at holde deres religion hemmelig i det 17. århundredes Amsterdam.

Parker

Vondelpark
Vondelpark er Amsterdams mest besøgte park, og det er med god grund. Med den perfekte beliggenhed i De Pijp og med et stort areal bestående af cykelstier, søer, skove og åbne plæner, er der nok at give sig til her. Så hop på en cykel og cykl parken rundt, tag på en frisk løbetur med alle de lokale eller tag en stille gåtur i parken, prøv at spotte de fritflyvende grønne papegøjer og slut besøget af med en kaffe på en af de mange hyggelige caféer.
 
Sarphatipark
Den fineste park i byen er min optik Sarphatipark, der også er at finde i De Pijp. Parken er nok ikke så stor, men man kan snildt få en times tid til at gå med at slentre rundt og beundre de smukke beplantninger. Derefter kan du smutte forbi Scandinavian Embassy og få en kop af byens bedste kaffe eller tage et billede af hvad der i efterårsmånederne er Amsterdams muligvis mest Instagrammede mur.
Westerpark
Westerpark og den tilhørende Westergasfabriek ligger bogstaveligt talt lige rundt om hjørnet for min lejlighed, og i denne kæmpe park sker der altid noget. Den ene dag er der et fitnessevent, mens der den næste er fashion week eller vinfestival. Tilslut dig de lokale og hold en lille picnic i det grønne, eller slå dig ned på en af de mange spisesteder som for eksempel bryghuset Troost, der er min favorit i parken.
Amsterdamse Bos 
Trænger du til at komme lidt væk fra byens larm, kan det absolut anbefales at hoppe på en cykel og sætte kurs mod det sydlige Amsterdam. Her finder man Amsterdam Skov, eller Amsterdamse Bos, som man snildt kan tilbringe et par timer i. Tag en runde i skoven, klap de fritgående højlandskvæg og slut besøget af med frisklavet is a gedemælk på den lille gedefarm.

Turistattraktioner

Kanalerne 
Amsterdam er lig med kanaler, og man kan ikke komme hertil uden at tage på en lille sejltur. Du kan vælge enten at tilbringe et par timer i en lille pedalbåd eller en egentlig båd, hvis I er en større gruppe, eller du kan købe en billet til en af de mange kanalrundfarter, som sejler rundt over hele byen. Jeg vil anbefale, at man gør dette som en af de første ting på en tur til Amsterdam – på den måde får man et hurtigt overblik over byen, et indblik i historien, og så kan man også nå at se et par af de ting, som man måske ellers ikke kan nå, hvis man kun har ganske få dage til at opleve byen. Min favorit rundfart er de små åbne både fra Lovers (virkelig plat navn), som sejler fra Anne Franks Hus, og hvor man også kommer til at sejle ind i de lidt mindre kanaler som for eksempel Chinatown.
Red Light District & Chinatown
Næsten lige så ikonisk som kanalerne er det lystige Red Light District. Hvor man i de fleste guidebøger vil blive anbefalet at gå en tur i gaderne, der er linet op med letpåklædte damer i vinduerne, vil jeg slå et slag for Chinatown-delen, der ligger blot én bro fra den farverige gade. Her kan man udover eksotiske restauranter også finde et godt udvalg af rigtigt gode asiatiske forretninger, og om lørdagen kan man her købe friske økologiske råvarer på markedet foran den gamle kirke.
Begijnhof og de andre skjulte hofjes  
I sommers gav jeg jer et lille overblik over et par af de fineste skjulte gårdhaver – de såkaldte hofjes. Har du blot et par dage i Amsterdam, vil jeg anbefale dig at besøge den smukkeste og mest populære af dem alle, Begijnhof, som ligger lige bag Kalverstraat. Har du flere dage i byen, eller har du været på besøg flere gange, vil jeg anbefale dig at gå en lille runde i Jordaan, hvor der gemmer sig utallige fine gårdhaver.
Tulipaner
Slår man op i en hvilken som helst guide til Amsterdam, vil man altid på en top 10 over steder, der skal besøges i byen, finde det åh så famøse flydende blomstermarked. Jeg skal dog være ærlig og indrømme, at jeg blev ret skuffet over markedet, der mest af alt er en samling af en masse ragelse med et par tulipanløg hist og her. Skal du se tulipaner, skal turen i stedet gå til Amsterdan i forårsmånederne, hvor den berømte tulipanhave Keukenhof står i fuld flor, men hvor du også kan hoppe på cyklen og tilbringe en dag blandt marker med tusindvis af farvestrålende tulipaner, som bare venter på at bliver sendt ud til alverdens markeder i hele verden. Er du her uden for tulipansæsonen, kan du besøge det fine lille tulipanmuseum på Prinsengracht. Selve museet er ikke så meget værd, men i giftshoppen man der købes et væld af tulipanløg, så du kan tage Amsterdam med hjem i haven eller på altanen.
Besøg de lokale bryggerier
Hollænderne er stolte af deres øl, og man bør absolut besøge et bryghus eller to, når man besøger Amsterdam. Gør som tusindvis af andre og læg vejen forbi Heineken Experience i De Pijp – deres VIP-tour kan absolut anbefales – eller besøg en af de mange mikrobryggeriger, som byen gemmer på. Mine favoritter er blandt andet Brouwerij t’IJ, der har til huse i en gammel mølle, og Troost, som ligger i Westerpark. Jeg vil inden længe lave en hel guide til Amsterdam mikrobryggerier, så hold øje på Facebook, hvor jeg deler mine nyeste indlæg.

Follow

SaveSave

 

 

Kunne du lide dagens indlæg? Så glem ikke at følg Cammi.DK på de sociale medier!
FØLG CAMMI.DK PÅ

Bloglovin’ | Instagram | Facebook


5 svar til “Mit Amsterdam // Dette skal du se og opleve”

  1. Det er mange år siden, at jeg har været i Amsterdam. Men jeg elsker generelt Holland. Elsker menneskerne og gæstfriheden og kyssene på kinderne 🙂 Og Grolsch 😉

  2. Virkelig en god guide!! Har aldrig før overvejet at besøge Holland/Amsterdam – men efter jeg er begyndt at følge med hos dig, så har du virkelig givet mig lysten 😀

    • Tusind tak Eline! Du bliver så absolut nødt til at rejse til Holland en dag. Her er så smukt (:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.