HVALSAFARI I HUSAVIK & THE DIAMOND CIRCLE

Efter en helt ekstremt fantastisk dag på Snæfellsness-halvøen, stod det på en lang køretur op til Islands andenstørste by Akureyri. Her skulle vi have base de næste to dage, hvor vi ville udforske det bedste, den nordlige del af Island havde at byde på. Og vi blev absolut ikke skuffede – her kom vi både til at opleve pukkelhvaler helt tæt på, stod ved toppen af Europas kraftigste vandfald og oplevede det imponerende geotermiske område omkring Mývatn.

Køreturen herop var lang og hård. Efter vores lille pitstop hos en lokal farmer lige ved kanten af Snæfellsnes, hvor vi fik virkelig god is, havde vi 300 kilometers kørsel foran os – hvor meget var på meget slem grusvej. Efter at have kørt forbi det ene skiftende landskab efter det andet, ankom vi tidligt på aftenen på vores campingplads. På ankomstdagen kunne vi ærligt talt ikke meget andet end at slappe af og hvile os inden et lettere stramt program den næste morgen.

En af hovedårsagerne til, at vi ville tage vores næste stop i Akureyri var, at det ligger forholdsvis tæt på Húsavík, der er det allerbedste sted til hvalsafari i Island. Jeg har siden jeg var helt lille været ekstremt fascineret af havet og livet under overfladen, og især hvaler har jeg altid været vildt forelsket i. Derfor var hvalsafari også allerhøjst på min liste over ting, jeg absolut ville opleve på vores rejse i Island. Og det kom vi også til – på utroligt nær hånd endda. Jeg tænker egentlig at ville give vores hvalsafari et helt indlæg for sig selv, hvor jeg også vil give lidt tips og info til I, der overvejer at gøre det samme. Indtil da får I lige et af billederne fra dagen, hvor en hval især blev utroligt interesseret i vores båd og kom op kun 2 meter fra os flere gange.

De fleste af jer har sikkert hørt om The Golden Circle, som jeg fortalte jer om i sidste uge. De færreste har dog hørt om den nordislandske udgave, The Diamond Circle. Princippet er egentlig det samme; man kan opleve en bid af Islands varierede natur på en ring på ganske få kilometer. Húsavík er det første ud af fire store stop på ruten. Efter vores hvalsafari drog vi videre til det næste stop, som er den utroligt overraskende frodige hesteskosformede kløft Ásbyrgi Canyon. Efter at have kørt gennem den rene ørken i et stykke tid, føles det som den rene oase at køre ind til kløften med sine (for Island) unikke birketræer og skjulte søer.
Goðafoss-vandfaldet er tredje stop på Diamond Circle og er muligvis det mest imponerende vandfald, man kan opleve i Island. Til trods for sin relativt lave højde på knap 40 meter, er Goðafoss det mest kraftfulde i Europa, og man kan høre det helt fra parkeringspladsen 1 km derfra.
Den næste dag valgte vi at bruge vores formiddag på at opleve det geotermiske område omkring Mývatn-søen til fods, og vi kom blandt andet til at opleve vulkankratere, termiske bade i skjulte grotter og ikke mindst de kogende mudderpøle ved Hverarönd, som man slet ikke kan undgå at lægge vejen forbi, når man kører på ringvejen.


Har I oplevet den nordlige del af Island? Hvad var jeres yndlings oplevelse?

Follow

Camilla

Hej, jeg er Camilla - udlandsdansker, makeupsamler, rejsefanatiker og selverklæret Amsterdam-ekspert

2 kommentarer:

  1. Jeg besøkte disse stedene i juni - Akureyri, hvalsafari i Húsavík, Ásbyrgi, Dettifoss og flere av naturseverdighetene rundt Mývatn. Det er vanskelig å plukke ut en favorittopplevelse blant disse, men jeg var fornøyd med at vi fikk sett hval på hvalsafarien, og likte de store variasjonene i naturen rundt Mývatn. Skulle dog ønske at vi hadde like godt vær som det ser ut til at dere hadde :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, vi var utroligt heldige med vejret. Overalt vi kom fortalte de lokale, at det var første gang, de så solen i over en måned. Og vi oplevede endda varmerekord, da vi boede i Akureyri! (:
      Camilla

      Slet

Instagram