DEN PERFEKTE SØNDAG I AMSTERDAM

... er sådan en dag som i dag. Vejret er helt tilpas, og jeg besøger alle mine yndlings steder rundt omkring i byen. I har både her og på Instagram efterspurgt flere guides til min dejlige by Amsterdam, så indtil jeg har fået samlet nok tips og info sammen til en kæmpe Amsterdam Guide, får I her et par ting, jeg elsker at lave (og ikke mindst spise) på en søndag her i Amsterdam.

Morgenmad på sengen

En god søndag starter med en god bund. Nogle gange spiser vi brunch i byen – mit yndlings sted er The Breakfast Club – men i dag stod den på veganske chiapandekager i senge ala Emma Martiny. De kan absolut anbefales!

Gåtur i en af byens parker

Den perfekte søndag er ikke fuldendt, før man har gået en tur i det grønne. Amsterdam har et stort udvalg af både store og små parker, men i dag valgte vi at gå ned til Rembrandtpark, der ligger knap 3 km fra vores lejlighed. Denne uge er der kanalfestival, som byder på en række klassiske musikoplevelser forskellige steder i byen. For eksempel var vi i går til Prinsengrachtconcert, mens der i dag i Rembrandtpark blev fremvist Loud Shadows Liquid Events, der er en sammenblanding af musik, dans og sang inde i en boble midt i parken.

Frokost på Happy Happy Joy Joy

Går vi ud og spiser, er det stort set altid til frokost og allerhelst et nyt og spændende sted. Skal vi have noget billigt, hurtigt og velkendt, besøger vi vores yndlings frokoststeder Salsa Shop eller Poké Perfect, men i dag valgte vi at lægge vejen forbi Happy Happy Joy Joy på vej hjem fra parken. Denne restaurant har en virkelig fin, instagramvenlig indretning og byder på et meget bredt udvalg af dim sum samt kinesiske og japanske retter. Normalt er det en blanding, jeg for alt i verden forsøger at undgå – for mig kan en asiatisk restaurant kun være specialiseret i ét tema og altså ikke servere for eksempel både sushi og stegte nudler. Men her fungerer det virkelig godt. Et stort udvalg af dim sum, lækre snacks, salater og forskellige karryretter med et lidt Western twist, som alle serveres i små portioner, så man kan smage lidt af hvert.

Butikskiggeri

Efter frokost gik vi op ad Bilderdijkstraat og Frederik Hendrikstraat, der begge er propfyldt med virkelig hyggelige butikker, lækre restauranter og gode delikatessebutikker. Første stop er plantebutikken Wildernis, der er enhver planteelskers drøm med eksotiske planter, unikke potter og også virkelig lækker kaffe, som jeg før har nævnt herinde. Et et par besøg i nogle forskellige butikker, gik turen forbi mit yndlings økosupermarked Marqt, der er både aesthetically pleasing, men også har det lækreste udvalg af grøntsager, brød og ikke mindst ost(!). Her køber vi gerne en lille snack eller noget frisk grønt, der kan bruges til aftensmaden. Da vejret er formidabelt i dag, faldt valget på en lækker ispind med hibiscus og ferskenskiver.

Loppemarkeder

Amsterdam har et fantastisk udvalg af loppemarkeder, hvoraf de fleste er åbne i weekenden. Hver lørdag besøger vi det økologiske madmarked på Noordermarkt, mens vi om søndagen godt kan lide at besøge enten markedet i Westergasfabriek eller i IJ-Hallen alt efter om hvilken tid på måneden, det er.

Hjemmetid

Den perfekte søndag står altså også på hygge derhjemme i pyjamas og med uglet hår. Er der godt vejr, sætter jeg mig ud på altanen med en god kaffe og computeren i skødet. Regner det, sidder jeg i mit hjørne i sofaen med et tæppe, en god film og en fugl på hver skulder (I på Instagram er nok trætte af at skulle se på dem hele tiden :P ).

And there you have it – min perfekte søndag i dejlige Amsterdam! Hvordan ser den perfekte søndag ud for jer i jeres nabolag?

Follow

Camilla

Hej, jeg er Camilla - udlandsdansker, makeupsamler og rejsefanatiker

1 kommentar:

  1. very cool places! hope you had a great weekend lovely!
    Pam xo/ Pam Scalfi♥

    SvarSlet

Instagram