CAMPING I ISLAND | DET SKAL DU HAVE MED I TOILETTASKEN

Da jeg delte vores pakkeliste til camping i Island i forrige uge, lovede jeg jer et mere uddybende indlæg med alt, der blev pakket i vores toilettaske. Lad mig starte ud med at sige, at min toilettaske på rejsen har været utroligt minimal – især for en der påstår at være beauty blogger. Men på denne tur har vi aftalt kun at tage det allermest nødvendige med. Og det udelukker altså makeup og andet tøj end det, man kan vandre i. Til trods for at være minimal, har vi alligevel måtte pakke lidt andre sager, end hvad vi er vandt til på vores storbyferier eller ture hjem til Danmark eller Frankrig. 10 dages camping i den vilde islandske natur byder på et minimalt udvalg af brusere, ingen spejle og ikke mindst en masse vabler og skrammer, som man skal tage højde for i pakningen. Her er hvad, vi tog med i toilettasken på vores roadtrip i Island!

Det mest essensielle 

Uanset om man er mand eller dame, skønhedsjunkie eller ej, så er der visse ting, man bare ikke kan undvære på enhver rejse – camping i Island inklusive. Tandbørste og tandpasta, deo, en virkelig praktisk (og miljøvenlig) shampoobar fra Lush og bodyshampoo. Solcreme og aftersun er også en rigtig god idé at tage med til Island. Mens vi var der, var der åbentbart varmerekord, så solcremen endte med at blive vores bedste ven.

Hudpleje 

Er man ude i naturen må man altså ikke gå ned på hudpleje. I al fald ikke den, der beskytter og nærer huden. Man skal selvfølgelig ikke have hele hudplejerutinen med, men meget gerne en rigtig god og nærende creme med SPF, en fugtmaske til efter skaden er sket og sidst men absolut ikke mindst en Eight Hour Creme (eller lignende), som simpelthen er fantastisk til sprukne læber, tørre knoer og kinder, der har været for meget ude i vinden. Derudover er det også en rigtig god idé at tage babywibes med. De er geniale til at rense ansigtet rent efter at have vandret i naturen, men også hvis man bor på campingpladser uden brusere, hvilket vi gjorde et par gange. 

Førstehjælpskit 

På vores tur til Island havde vi medbragt en del mere førstehjælpsgrej, end vi normalt har med på tur. Når man skal bo i telt, vandre og generelt være ude konstant i 10 dage, skal man gerne være lidt forberedt, hvis man nu skulle falde – især når man er så klodset som jeg. Jeg rejser altid med min personlige medicin og ikke mindst alverdens stærke og mindre stærke smertestillende piller mod mine migræneanfald. Derudover havde vi medbragt både vitaminpiller og nogle skrappe feberdræbende piller fra USA, så vi kunne undgå sygdom som følge af regn og kulde. Og så havde vi masser af vabelplaster med. Både de traditionelle men også en ny smart stick, som Compeed har lavet, og som i den grad blev en rigtig god ven på turen. Hvis vi nu skulle falde eller slå os på anden måde, havde vi taget lidt klorhexidin, plaster og bandage med. Bandagen blev en ret god hjælp på sidste dag på turen, hvor jeg endte med at vride min ankel.

Det løse

Er man lidt makeupafhængig, kan det være en anelse svært at gå i næsten 14 dage uden den mindste makeup. Jeg er absolut ingen undtagelse. Dog havde vi meget minimalt med plads, og den plads, der var reserveret til toilettasken, gik hovedsagligt til førstehjælpskittet. Jeg fik nu alligevel sneget en lille smule med i toilettasken i form af en mascara, øjenbrynsblyant og en farvet dagcreme med SPF (multipurpose-products for the win!). Alle i mikro små rejsestørrelser selvfølgelig. 

Hvad kan I ikke undvære på jeres camping- eller vandreferier? 

Follow

Camilla

Hej, jeg er Camilla - udlandsdansker, makeupsamler og rejsefanatiker

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Instagram