OM 4 ÅRS LANGDISTANCE KÆRLIGHED

Denne uge kunne Ollie og jeg fejre 4-årsdagen for den dag, den søde franskmand drog hele vejen til Danmark for at spørge mig, om jeg ville være hans kæreste. I den anledning har jeg valgt at dagens indlæg skal være til ære for manden, der har holdt mig ud i hvad der føles som en evighed.
Siden den sommerdag for 4 år siden er der sket meget. Og bloggen har været med meget af vejen. Den har været med da vi mødtes i USA og efterfølgende kørte rundt i Danmark, Italien og Frankrig på vores første rejse sammen. Den har været med da Ollie boede i Danmark for en stund. Og da han endelig flyttede ind i vores fælles lejlighed i vidunderlige Amsterdam for knap et år siden. Men bloggen har også været med på de mere hårde tidspunkter som de knap 2 år, hvor vi faktisk har været adskilt. Som da jeg boede på den anden side af jorden i Hong Kong, mens han stadig var i Frankrig. Eller da jeg sidste år skulle vente 6 måneder på at se ham og samtidig gå igennem specialeskrivning og -eksamen, flytning til Amsterdam og lejlighedssøgning uden at have ham ved min side. Men 4 år er nu gået, og vi klarede den sgu!

Èn ting er sikkert; langdistanceforhold er utroligt romantiseret. Hvad mange nok ikke helt forstår, er hvor svært, det egentlig er, at skulle være adskilt fra en, som man allerhelst ville bruge hvert sekund i løbet af dagen sammen med. Når jeg møder nye mennesker og fortæller dem om vores forhold, er den første reaktion, at det må være så fantastisk romantisk at være kæreste med en franskmand, som man har mødt på en af sine rejser. Det er jo præcis som i en film. Men det er altså skide svært! Dét at skulle undvære en i måneder, måske år, bare fordi omstændighederne ikke rigtig tillader os at være sammen. De forfærdelige tanker om at det, der kan ske eller alle de ting, små som store, som man går glip af, fordi man skal være hver for sig. Bare det er nok til, at det kan gå i vasken.

Og med frygten for adskillelse kommer også frygten for når man endelig er sammen. Det der for andre i samme situation er kendt som honeymoon-fasen. Der hvor man for alt i verden ikke vil spilde ét minut på negative miner, da vi begge ved, at der kun er få dage til, vi skal adskilles igen. Og det er især også det, der gør, at man næsten frygter, når man pludselig skal til at være sammen sådan rigtigt. Endemålet. For hvad nu hvis den der honeymoon-fase har gjort, at man fuldstændigt har lukket øjnene for de der små særheder, som vi alle har, eller at man måske overhovedet ikke passer sammen i sidste ende. Den frygt havde jeg især. Selvom vi jo egentlig havde været kærester i 3 år, så har vi jo aldrig nået at være "rigtige" kærester, hvor man blot nøjes med at se hinanden om aftenen efter skole eller arbejde for så at gå hver til sit. Tværtimod så er vi gået fra at se hinanden blot et par uger om året til at skulle få det til at fungere med lejlighed, job og en helt ny tilværelse i et fremmed land. Stort set alt kunne jo gå galt. Hvad nu hvis vi havde helt forskellige forventninger til renlighed og oprydning. Eller spisevaner og døgnrytme? Eller det, jeg synes har været sværest, nemlig det at få en dagligdag til at fungere uden at skulle være sammen konstant. For det har vi jo været så vandt til de gange, hvor vi kun havde en uge sammen ad gangen.

Men til trods for denne frygt for at kunne fungere sammen som et "rigtigt" par, kan jeg nu efter 3 års langdistanceforhold og næsten 1 år under samme tag roligt sige, at vi har klaret det bedre, end jeg nogensinde har turde håbe på. Jeg er så utroligt heldig at have fundet en sjæleven (så kliche som det end lyder) hele vejen ovre på den anden side af jorden, og at vi har kunne klare det til den dag i dag, hvor vi har fået et fantastisk liv med hinanden i vores begges nye yndlings by. Jeg er så heldig at have fundet en som jeg ikke blot deler en masse interesser med, men som jeg også deler en kæmpe passion for rejser med, hvilket den dag i dag blandt andet har bragt os til Kina, Hong Kong, England, USA, Italien og ikke mindst Holland, men som jeg også om ikke så lang tid vil starte et større og mere uhyggeligt rejseprojekt med.

Skal jeg give ét råd til jer, der måske står i en lignende situation, som jeg gjorde for 4 år siden, så må det være, at I bare skal hoppe ud i det med alt, hvad I har. Det er skide svært, og selvom jeg ikke ville ønske det for selv min værste fjende, så er det virkelig det værd, hvis man han fundet en, man kan se sig selv med for evigt på trods af afstanden. Det eneste det kræver er lidt tålmodighed, en hulens masse tillid og tro, og det kan ende med at blive den bedste beslutning, man nogensinde har taget, og som vitterligt kan ændre ens liv for evigt (og for det bedre).

Follow

Camilla

Hej, jeg er Camilla - udlandsdansker, makeupsamler og rejsefanatiker

3 kommentarer:

  1. Det lyder, som du selv skriv, som en rigtig romantisk film, men puha, det må have været hårdt! Jeg synes det er svært nok at undvære min kæreste i én uges tid, når jeg er ude at rejse (og vi ser hinanden hele tiden, altid), så jeg kan forestille mig, hvor hårdt det har måttet være! Men så er det bare det ekstra værd, når nu i "endelig" har fået hinanden på fuld tid (for et år siden). :-)
    Kram,

    http://nikkilund.dk

    SvarSlet
  2. Åh dejligt med kærlighed ;) Forresten så kan jeg da se at du skal ud og rejse en del her den kommende tid - bare det var mig <3

    SvarSlet
  3. Jeg har faktisk også prøvet det med langdistanceforhold. Det er jo vildt hårdt. Til gengæld er det fantastisk, når man endelig ses. Dog må det jo være fantastisk at rejse sammen og dele samme interesse! :-)

    SvarSlet

Instagram